European NanoBusiness Association (ENA) har offentliggjort oprettelsen af 12 nye regionale knudepunkter i de europæiske lande. De 12 knudepunkter skal etableres i København, Oslo, Helsinki, Newcastle, Cambridge, London, Dublin, München, Eindhoven, Madrid, Budapest og Sofia.
Samtidig er danske Stefan L. Hansen ansat som direktør for ENA med ansvar for forretningsudvikling og den daglige drift med base i København.
»Jeg ser en spændende udfordring i ENA, da nanoteknologien fortsat er på et meget tidligt stadie, hvilket giver ENA muligheden for at præge udviklingen med ansvarlighed og store fremskridt til gavn for såvel erhvervslivet, samfundet og miljøet som nøgleord,« siger Stefan L. Hansen, der som hovedopgaver skal udvide medlemsbasen og etablere 25-40 regionale hubs i Europa.
I samarbejde med Nordic Technology Forum og Dansk Industri afholder ENA et seminar om nanoteknologiens indflydelse på industrien den 20. marts i København.
»Opgaven er også interessant, da Danmark og Øresundsregionen er godt med indenfor nanoteknologi især på forskningssiden men også på forretningsdelen. Her er aktører som DTU i København og ProNano i Malmö medvirkende til oprettelsen af nye virksomheder baseret på nanoteknologi. Etablerede virksomheder som Danfoss, NKT og Grundfos har også set mulighederne i den nye teknologi,« siger Stefan L. Hansen.
ENA blev etableret i 2002 som en non-profit organisation, der skal medvirke til opbygningen af en stærk og konkurrencedygtig industri, der udnytter nanoteknologiens muligheder i Europa.