De kristne begrænser sig ikke til at udgive salme-rock. En flok kristne spiludviklere har startet Christian Game Foundation.
Initiativet kommer fra den amerikanske præst, Ralph Bagley, der er en passioneret spiller.
»Jeg har været med lige siden Pac-Man og Pong. Men efterhånden som spillene blev værre og værre, følte jeg mig splittet, når jeg kom hjem fra kirken, og spillede spil som Doom og Quake. Jeg begyndte at lede efter et alternativ, men jeg fandt ud af, at der var gabende hul i markedet,« siger Ralph Bagley til BBC News.
Derfor formede han tidligere på året Christian Game Foundation, der har formål at samle udviklingskræfter til at udvikle kristne spil.
Indtil videre er der kommet en enkel titel på markedet, udgivet af Ralph Bagleys firma, N´Lightning Games. Det drejer sig om et first-person shooter spil til PC ved navn Catechumen, der foreløbigt er solgt i 80.000 eksemplarer.
Catechumen ligner sine fætre og kusiner, som DOOM, Quake og Half-Life, men med den afgørende forskel, at det er renset for splatter-effekter og blodige scener. Også våbnene er anderledes; de baserer sig på hellige relikvier som kors og vievand.
En version til konsollerne er på vej, men det vides endnu ikke hvornår den er klar.
Det er dog tvivlsomt om kristne computerspil bliver et hit i den brede befolkning:
»De fleste mennesker der spiller computerspil, vil gerne have de blodige effekter. Jeg kan ikke se, at kristne spil nogensinde bliver andet end et niche-produkt,« siger Alex Navarro der er redaktør for GameSpot til BBC News.
Men selv om det er niche-produkter, er det stadig et attraktivt marked at have selv en lille del af. Ifølge PriceWaterhouseCoopers, er det globale marked for computerspil op i mod 328 milliarder kroner værd om året.
Så hvis de kristne spil kan opnå en markedsandel, der ligner den, som den kristne popmusik har - 7 procent - vil der være lagt i ovnen til en milliardforretning.