Microsoft har startet et nyt projekt som skal fange hackere og svindlere på nettet, skriver digi.no. Projektet har fået det foreløbige navn Strider HoneyMonkey og bruger et koncept som minder om de såkaldte honeypots. Det er sårbare maskiner, der efterlades på nettet for at tiltrække og spore hackere.
I modsætning til de traditionelle honeypot-fælder, som venter passivt på angreb, kan Microsofts systemer imidlertid selv aktivt gå på jagt.
Robotprogrammer på maskinerne arbejder sig gennem lister med internet-adresser og klikker på dialogbokse som man finder. Hvis der returneres mistænkelige kode til maskinen, sendes det videre til analyse.
Efter en måneds jagt er der fundet 752 adresser på maskiner, som forsøger at sprede skadelig kode til Microsofts honeypot-maskiner.
Softwarefirmaet mener at de mange servere er kontrolleret af et lille antal hacker-grupper.
I øjeblikket bruges en serie af Windows XP-maskiner med forskellige sikkerhedsniveauer til at patruljere nettet, men planen er at udvide det til flere hundrede virtuelle maskiner. Microsoft vil desuden tjekke en million af de mest populære links hos MSN Search.