Hver maskine på nettet har sin egen IP-adresse - men antallet af adresser er ikke ubegrænset. Den nuværende IP-protokol kan håndtere omkring fire milliarder adresser - det er fint, så længe det kun er private brugere med hjemme-pc'er og virksomheder med lokalnetværk, som kobler sig op, men prognoser fortæller at der allerede om tre år bliver en halv milliard mobile internet-brugere, og at internet-funktionalitet bliver indbygget i mange forskellige genstande - og så bliver der problemer med at finde frie adresser.
Løsningen ligger i en ny version af protokollen, IPv6, som understøtter langt flere IP-adresser. Den har været undervejs i flere år, men først nu er de første produkter med IPv6 på vej til markedet. Juniper Networks fortæller at man er klar til at levere IPv6 til hele firmaets M-serie, som omfatter routere, forbindelsesudstyr og interfaces. Netværksudstyret sælges til teleoperatører og tjenesteudbydere, som får mulighed for at opgradere deres netværk til IPv6.