I dag skal virksomheder leve op til en række krav til brandsikkerhed, som er fastsat ved lov. På samme måde bør virksomheder også leve op til en række fastsatte it-sikkerhedskrav. Det var et af de forslag, som blev luftet da Rådet for IT-sikkerhed i dag havde indbudt til dialogmøde.
Ideen bliver dog umiddelbart skudt ned af rådets formand, Allan Fischer-Madsen.
»Det er en fascinerende analogi. Men for at kunne lave en detaljeret lovgivning kræver det en modenhed og en tradition på området. Det bliver svært at lovgive på det her område, fordi det er så dynamisk og under stadig udvikling,« siger Allan Fischer-Madsen, der dog peger på at ideen kunne blive interessant i et it-governance sammenhæng.
Knap 40 interesserede fra virksomheder og interesseorganisationer havde lagt vejen forbi dialogmødet i Videnskabsministeriets lokaler i Bredgade. Rådet for IT-sikkerhed havde indkaldt til mødet for at rådet kan være sikker på at beskæftige sig med de ting, som optager virksomheder og borgere på it-sikkerhedsfronten.
Et af de centrale emner som blev rejst på mødet var hvordan it-sikkerheden kom højere op på agendaen hos virksomhedernes øverste chefer. Flere deltagere opfordrede rådet til at arbejde sammen med erhvervsorganisationerne om at informere de øverste chefer om de basale krav til it-sikkerhed.
En enkel deltager påpegede desuden, at det var vigtigt ikke at glemme den fysiske it-sikkerhed i kraft af brandanlæg, alarmanlæg, nødstrøm og lignende i forbindelse med virksomhedernes serverrum.