Rygter siger, at Rusland har sendt et fly fra Den Kolde Krigs tid på vingerne igen. Flyet, der er under udvikling, er udstyret med en laser, som kan bruges til at lamme sensorer på interkontinentale missiler, satellitter og overvågningsfly.
Det skriver britiske The Register, som samtidig spekulerer i, at flyet nok ikke er bevendt til at blænde de langtrækkende missiler, eftersom flyet nok vil være skudt ned, inden det lykkedes at nå missilsiloerne, hvor missilet skal blændes.
The Register citerer en russisk Moskva-avis, Pravda, der er en tabloidavis. Nyheden er altså ikke bekræftet, men The Register skriver, at et foto af flyet skulle være taget i år og underbygge historiens troværdighed. Desuden har nyhedsbureauet Interfax tidligere fortalt samme historie.
Laseren bæres ifølge Pravda af en ombygget Ilyushin-76. Derfor burde der være tale om programmet Beriev A-60 fra firserne, hvor flyet bar en laser, der angiveligt var på en megawatt.
USA har et lignende projekt, Airborne Laser Fleet (ABL). Præsident Barack Obamas regering har dog nedprioriteret programmet til at være ren forskning, fordi Obama ikke vil have en ABL-flåde. Et problem kan være, at flyene skal rimelig tæt på siloerne for at kunne lamme missilsensorer, og eksempelvis det iranske luftforsvar vil derfor sandsynligvis kunne skyde flyene ned, før de gør nytte. Det samme vil gælde for de russiske laserfly, skriver The Register, og projektets mål er derfor sansynligvis at kunne være i stand til at lamme satelitter og overvågningsfly nær russisk territorium.
Det kan også ske, at Rusland har genoplivet laserflyene for at kunne hærde russiske missiler mod at blive blændet.