Inden længe er det formentlig slut med flykabinen som mobilfri zone. Den amerikanske teknologivirksomhed Qualcomm har nemlig under en to timer lang testflyvning over USA i sidste måned løftet sløret for et lille lokalt mobil-netværk, som kan installeres i fly uden at genere flyets instrumenter.
En mobilmast på størrelse med en bærbar computer monteres i loftet af flyet og sender signalet via satellit ned til jorden. Fordi mobiltelefonerne er så tæt på masten, bruger de meget lidt sendekraft og det påvirker derfor ikke flyets instrumenter. Det dokumenterede Qualcomm ved at præsentere teknologien under en to timer lang flyvetur i et charteret fly fra American Airlines.
Qualcomms teknologi retter sig mod det amerikanske mobilnetværk CDMA, men to andre selskaber arbejder med lignende løsninger til GSM-netværk.