Udnævnelsen af danske Jim Hagemann Snabe og Bill McDermott som Co-CEO’s for SAP, markerer den tyske ERP-gigants tilbagevenden til delt førerskab, hvor den stærke mand i spidsen i stedet er to mand.
McDermott og Snabe afløser Léo Apotheker, der forlader SAP. Samtidig meddeler SAP, at den stærke bestyrelsesformand og medstifter af SAP, Hasso Plattner fortsat skal spille en stærk rolle og rådgive de to nye koncernchefer om teknologi og produktudvikling.
»Det nye ledelsesteam vil fortsætte med at drive SAP’s strategi og fokus på profitabel vækst og vil levere innovationer i 2010, som kommer til at udvide SAP’s førerposition på Business Software-markedet,« udtaler bestyrelsesformanden Hasso Plattner.
Danske Jim Hagemann Snabes seneste position for SAP, har været at stå i spidsen for SAPs Business Suite-organisation. Tidligere har Jim Hagemann Snabe været direktør for SAP i Sverige og nordisk direktør for selskabet.