I gamle dage var det simpelt at invitere til en fødselsdagsfest. Fødselaren skrev et fint brev med et par tegninger, fotokopierede det og delte det ud i klassen.
Så kom Facebook.
En britisk pige på 14 år ville blot invitere 15 venner til hendes fødselsdag den 7. oktober, men kom til at oprette en begivenhed på Facebook og lade den være synlig for en halv milliard Facebook-brugere.
Det skriver det britiske medie The Daily Telegraph.
Af ukendte årsager opstod en kult omkring den lille fødselsdagsfest, og snart havde 21.000 meldt deres ankomst. Andre havde derudover inviteret til forfester, efterfester, overnatningsfester og oprydningsfester i forlængelse af fødselsdagsfesten.
Nu har moren aflyst festen, og det lokale politi i byen Harpenden med 30.000 indbyggere vil patruljere i gaderne omkring pigens hus for at holde ubudne gæster væk den 7. oktober.
"Jeg har taget hendes computer fra hende, så hun ikke laver den samme fejl igen," siger en tvær mor til The Daily Telegraph.
Pigen har også mistet sit mobilnummer, fordi hun fik en masse opkald. Nummeret stod nemlig også på Facebook-begivenheden. Facebook understreger over for den britiske avis, at der tydeligt står, at en begivenhed er offentlig og kan ses af alle, når man vælger disse indstillinger.
Pigens uheldige Facebook-erfaringer vækker minder til tidligere historier. I februar blev et britisk hjem smadret af 50 uindbudte gæster, der havde læst om en 15-årig piges fest på Facebook. Gæsterne, der blandet andet tissede på børnenes senge, skabte skader for omkring 132.000 kroner.
For to år siden invitere en australsk teenager folk til fest overe Myspace, mens hans forældre var på ferie. 500 dukkede op og gjorde naboerne vrede.