World Wide Web. Alene navnet siger det hele. Et verdensomspændende net. En enestående mulighed for at kommunikere med folk over hele verden. Men er det nu også sådan? Det ville forudsætte at hele verden faktisk også var koblet op på Internet, og det er den langt fra.
På verdensplan er der meget store forskelle på, hvilke lande, der er tilstede på nettet, og på, hvor mange brugere, der rent faktisk bruger det.
Det er væsentligt at vide, fordi nettet præger vores opfattelse af verden. Det vi oplever på nettet bliver en central del af vores erfaringer med og viden om verden. Derfor må man holde sig for øje, at det nu engang ikke er hele verdenen, man kan møde derude, men kun en meget begrænset del af den.
Hvilke lande er der så på nettet? Tager man en hurtig tur verden rundt viser der sig meget store forskelle fra kontinent til kontinent og fra det ene land til det andet.
Det uhåndgribelige Internet
På grund af den måde, nettet er bygget op på, hvor der ikke er nogen central styring eller oversigt, er det svært, for ikke at sige umuligt, at sige noget præcist om hvilke lande der er på nettet, og i hvor høj grad de er er på. Alle de tal der findes er meget usikre og baseret på diverse antagelser om, hvordan man kan opgøre landes tilstedeværelse på nettet.
Desuden er nettet på mange måder uopdaget land. Det udvikler og forandrer sig og vokser hele tiden. Nye dele opstår, gamle forsvinder o.s.v.
Tal om nettets omfang og udbredelse er derfor en skønssag, og det kan man se på de store afvigelser, der er mellem de forskellige eksisterende opgørelser.
Selv om det ikke er muligt at give et præcist bud på nettets udbredelse, er det dog muligt at sige, at der er endog meget store forskelle på nettets udbredelse i forskellige regioner og lande verden over. Dette mønster går igen fra den ene opgørelse til den anden.
De bedste af de konkrete bud på nettets udbredelse, er baseret på en optælling af antallet af WWW-servere i et lands domæne, f.eks. .dk. Derefter ser man på, hvor mange indbyggere der skal deles om en Internetserver.
Hvem er der så derude?
Der findes domæner i snart sagt alle lande. Den seneste optælling lød på ca. 230 domæner, heraf er ca. 10 emne- eller internationale domæner (f.eks. .com, .int og .edu). Resten er domæner, der tilhører enkeltlande, f.eks. .dk, .us eller .uk.
Antallet af nationale domæner svarer altså ca. til antallet af lande i verden. Der er altså stort set ikke det land, man ikke - i princippet i hvert fald - burde kunne finde derude.
Men Internetserverne er ekstremt skævt fordelt på disse domæner. Ifølge Internet Domain Survey (tilgængeligt på www.nsrc.org) er det f.eks. kun i ca. 70 af domænerne, at der er mere end 1000 servere, og i knap 100 af dem findes mindre end 100 servere.
Ser man på nettets udbredelse baseret på indbyggere pr. Internetserver kan man generelt sige, at det er lande i Vesteuropa samt USA, Canada, Australien og New Zealand, der suverænt har flest internetservere til rådighed pr. indbygger. De har typisk mindre end 500 indbyggere pr internetserver. Topscorerne er lande som Finland (14 indbyggere pr. server) og Australien (20,5 indbyggere pr. server). I denne gruppe ligger også lande som Hong Kong og Japan.
I midten ligger store dele af Asien og stort set hele det sydamerikanske kontinent. Deres dækning ligger på mellem 500 og 10.000 indbyggere pr. server. Det er f.eks. Chile med 579 pr. server og Brasilien med 1.790.
Landene i Afrika og Mellemøsten er dårligst repræsenteret på Internet. Her har mange lande over 100.000 indbyggere pr. Internetserver. Der er en enkelt undtagelse, nemlig Sydafrika, der har under 1000 indbyggere pr. server. Ellers har f.eks. Uganda 550.000 indbyggere pr. server, og Iran har kun 1 registreret server til sine over 40 mio. mennesker(!).
Det er altså tydeligt, at man kan tale om A- og B-holdslande, når det gælder brugen af Internettet. Men denne problematik findes ikke kun i forhold til den geografiske spredning af nettet. Den findes også indenfor de enkelte lande. På samme måde som det også er tilfældet i Danmark, vil man i hvert enkelt land kunne se en meget skæv fordeling af netbrugerne i forhold til køn, indkomst, uddannelse, alder m.m.
Et andet fokus
De lande der først er kommet på Internet for nylig bruger nettet anderledes end de lande der har været på nettet længe. De nytilkomnes brug af Internet minder på mange måder om den måde Internet blev brugt på i USA og Vesteuropa indtil for et par år siden, hvor det primært var forskningsinstitutioner og det amerikanske militær, der arbejdede på nettet.
Generelt kan man sige, at i de lande, hvor Internettet er noget relativt nyt, og antallet af opkoblede er begrænset, finder man på nettet primært regeringen, uddannelsesinstitutionerne, forretningslivet og NGOer.
Der er meget få privatpersoner på nettet i mange af de lande, der har relativt få servere, og de privatpersoner der er på, er ofte ikke fra landet selv. Ser man eksempelvis på Grønland (www.greennet.gl), ser man at de allerfleste af de personer, der har en privat opkobling, er danskere, der for øjeblikket arbejder på Grønland. Der er kun meget få grønlændere.
Det samme gør sig gældende mht. dem, der udbyder netopkoblinger. Det er ofte internationale organisationer eller selskaber. Ser man f.eks. på Albanien, tilhører den eneste server (www.tirana.al) FN's organistion UNDP, der arbejder i landet og er eneleverandør af modems og andet edb-udstyr.
Når man ser på den konkrete brug af nettet i disse lande, er der primært tale om at sende og modtage elektronisk post, at lede efter informationer om produkter og forskellige former for service, og til forskning.
I mange lande har udbyderne tilmed et meget officielt præg. Ofte finder man på en Internetudbyders hjemmeside en masse oplysninger om landet, dets historie, turistindustrien o.s.v.
Der er meget forskellige opfattelser af nettets nuværende betydning i de forskellige lande, men der er enighed om, at det vil kunne komme til at spille en væsentlig rolle en dag.
Vi stillede spørgsmålet, hvilken rolle Internet spiller for de mennesker, der varetager hjemmesiderne, og for landet som helhed.
Hertil svarer Gregor Saghyan, teknisk direktør for Internetudbyderen Arminco i Armenien (www.aic.net): "I praksis ikke nogen særlig stor rolle, men alle forstår, at det er meget vigtigt, også regeringen."
Hvorimod B. Narantsetseg fra DataCom Ltd. i Mongoliet (www.magicnet.mn) mener, at "Internettet spiller en vigtig rolle, ikke kun i mit liv, men også i andre menneskers liv i Mongoliet. Fordi Internettet er en af de hurtigste, nemmeste, billigste og mest effektive måder at kommunikere med mennesker. Og fordi Internettet giver alle frihed til at få, vælge og distribuere informationer."
Nedefra-op v.s. oppefra-ned
Det officielle præg på mange hjemmesider i den 3. verden skyldes, at det at gå på Internettet her ofte er en beslutning der skal træffes fra centralt hold, og følges op af bevillinger til at starte op, udbygge telekommunikationsinfrastrukturen o.s.v.
Det står i modsætning til f.eks. Danmark, hvor telekommunikationsinfrastrukturen var på plads, da nettet opstod, og alle i princippet, mod en mindre betaling, kan gå på nettet.
Hvor nettet i Europa og USA i høj grad har været et græsrodsfænomen, da det for alvor blev tilgængeligt for den almindelige borger, og derfor har udviklet sig nedefra, er det i lande med dårligt udbyggede telestrukturer en beslutning der træffes centralt, en mere styret og reguleret udvikling. Derfor er der ikke plads til græsrødder i projektet.
Forhindringerne
Men hvilke forhindringer blokerer for netudviklingen i den 3. verden? Robert H. Blissmer, fra den eneste Internetudbyder i Mikronesiens Forenede Stater i Stillehavet (www.telecom.fm), svarer:
- Penge, penge og penge. Alene det at sørge for en grundlæggende telefonservice til alle indbyggere er en stor udfordring på grund af det faktum, at FSM Telecom´s serviceområde strækker sig over mere end 2,2 millioner kvadratkilometer (Danmark er til sammenligning ca. 40.000 kvadratkilometer - red.). Staten omfatter 607 øer, med nogle af de ydre øer som nogle af de mest isolerede landområder på jorden, siger Robert H. Blissmer.
Tilsvarende angiver B. Narantsegseg fra Mongoliet computerpriser og dårligt udviklede telekommunikationsstrukturer, især i provinsområderne, som de væsentligste forhindringer.
Landene selv gør altså primært økonomiske faktorer gældende: det koster mange penge at etablere kommunikationsinfrastruktur og indkøbe pc'ere, penge som mange af disse lande ganske enkelt ikke har.
Derudover må det imidlertid også tages med i betragtning, at mange af landenes udvikling ikke er nået frem til et stade, hvor de for alvor kan bruge Internet, endsige har det fornødne uddannelsesniveau der skal til.
Desuden lever befolkningen i mange tredje verdens lande i forskellige typer af autoritære politiske systemer. Her vil styret typisk ikke være tilbøjeligt til at tillade en fri udbredelse af et så ukontrollabelt medie, ligesom man tidligere har hindret udbredelse af skrivemaskiner, kopimaskiner og fax-maskiner.
For eksempel lever 1,2 milliarder af jordens befolkning i Kina, hvor de få eksisterende opkoblinger allerede er blevet et stort problem, og har givet anledning til mange konflikter mellem brugere af Internet og det kinesiske styre, der er klar over, at Internettet har potentialet til at blive en oplysende og demokratiserende faktor i landets udvikling.
Digital udviklingshjælp
Spørgsmålet om at få så mange på nettet som muligt, for deres og for vores skyld, optager flere organisationer.
Det gælder bl.a. det amerikanske NSRC (Network Startup Resource Center, findes på www.nsrc.org), en organisation, der har sat sig som mål at koble de fattigste lande på nettet.
Det arbejder de aktivt på dels ved at kortlægge hvem der er på nettet og i hvilken udstrækning, dels ved at overføre teknologien til de folk der arbejder på at koble verden på nettet, især akademiske og forskningsorienterede organisationer og NGOer (non governmental organizations).
NSRC giver ikke direkte økonomisk støtte, men arbejder med at formidle teknologisk og planlægningsassistance til netværksinitiativerne.
Ifølge NSRC skal forklaringen på et lands manglende eller begrænsede tilstedeværelse på Internet søges på to områder: 1) Dels en fraværende eller i hvert tilfælde ofte dårligt udbygget kommunikationsinfrastruktur i de pågældende lande, dvs. der skal etableres en ordentlig kommunikationsinfrastruktur først. 2) dels mangelen på penge til at udbygge infrastrukturen og købe Internetservere m.m. for.
Randy Bush fra NSRC ser derfor spørgsmålet om at få hele verden koblet på nettet som værende meget enkelt. Det handler simpelthen om at give dem de teknologiske og vidensmæssige ressourcer, der skal til for at etablere Internetopkobling i de pågældende lande.
- Det drejer sig om de samme faktorer, som påvirker opbygningen af deres telefonsystem og øvrige teknologiske udvikling. Det er dog blevet meget populært for udviklingsorganisationer og "koloniale" post- og telegrafselskaber at skubbe internetudviklingen hurtigere frem, end man ellers ville forvente, siger Randy Bush.
Nettets fremtid
Hvordan ser fremtiden for nettets globale udbredelse så ud?
Generelt har de adspurgte udbydere meget positive forventninger til Internettet betydning for deres land i fremtiden. De mener alle, at antallet af personer, der kan gå on-line, vil vokse, og Robert H. Blismer ser endog Internettet som rygsøjlen i Mikronesiens fremtidige kommunikationsinfrastruktur.
Tilsvarende mener Randy Bush fra NSRC, at Internettet kommer til at figurere på linie med de traditionelle former for infrastruktur, dvs. at det bliver en forudsætning for gode vækstmuligheder.
Nettets globale udbredelse vil naturligvis være afhængig af at landene får råd til at opbygge en ordentlig kommunikationsinfrastruktur. De lande der i dag er på vej frem på Internet, er da også de lande der har økonomisk vækst på andre områder, f.eks. de såkaldte "tiger-stater" i Sydøstasien.
Desuden er det nødvendigt, at de får adgang til relevant teknologi og vejledning, d.v.s. at der også er brug for et generelt højere uddannelsesniveau end man typisk har i disse lande i dag.
Endelig er der den teknologiske udvikling i retning af flere og stærkere geostationære satelitter, der med tiden vil dække hele verden. Det vil gøre det meget nemmere at koble sig på nettet fra klodens ødeste egne, og dermed vil det ikke længere være nødvendigt at etablere fysiske kabler, d.v.s. at det alt andet lige burde blive billigere og mindre arbejdskrævende.
Økonomi og teknologi er væsentlige faktorer. Men som man ser det i bl.a. Vesteuropa og USA spiller ikke kun det økonomiske og teknologiske en rolle for om folk er på Internet eller ej. En mindst lige så stor rolle spiller uddannelsesniveauet.
Som den førende amerikanske IT-industriguru Esther Dyson udtaler i John Brockman's "Digerati - Encounters with the Cyber Elite": - Det afgørende spørgsmål mht. nettet er folk evne til at bruge det, deres uddannelse og deres viden... man kan ikke tage viden og bare give den til folk. De skal selv erhverve denne viden. De skal lære, citeres Esther Dyson for.
Et af formålene med denne artikel var at lade nogle af de folk, der står bag Internetservere i bl.a. 3. verdenslande komme til orde. Vi skrev rundt til en masse af dem, spredt over hele verden, men fik meget få svar.
Det siger noget om, at teknologi og økonomi er en nødvendighed, men ikke nok til at et land etablerer en aktiv tilstedeværelse på nettet. Kommunikation forudsætter aktivt kommunikerende mennesker bag maskinerne, og ikke bare passive homepages med turistreklamer og nationalhistorie.
Der er stadig lang vej igen, før World Wide Web bliver et sandfærdigt udsagn.
