I april gik ip-telefoni-tjenesten Skype i luften med en tillægstjeneste, SkypeIn, som betyder at brugerne kan få tildelt et almindeligt telefonnummer i deres hjemland. SkypeIn blev lanceret i otte lande, deriblandt Danmark og Norge, men den norske tjeneste blev efter kort tid lukket ned.
Nu viser nye oplysninger, at SkypeIn i Norge blev lukket efter pres fra landets Post- og teletilsyn, som også mener at andre EØS-lande (Europæisk Økonomisk Samarbejde) bliver nødt til at følge efter.
I en e-mail til SkypeIn-kunderne i Norge blev lukningen ellers begrundet med tekniske problemer, men det svenske tidsskrift Elektroniktidningen skriver, at det var EU's nye teleregler som satte en stopper for tjenesten.
Norge har som det første land i Europa fremlagt en fortolkning af, hvad EU-reglerne betyder for ip-telefoni - og det selvom landet ikke er medlem af EU.
Det norske Post- og teletilsyn mener at SkypeIn hører under kategorien 'alle-til-alle kommunikation' nøjagtig som en almindelig telefontjeneste, fordi brugerne både kan ringe til og modtage opkald fra alle andre.
Men for at kunne tilbyde en tjeneste i denne kategori er der en række krav, der skal opfyldes. Herunder at der skal være fuld nummerportabilitet, at nummeret kun må benyttes i Norge, og at tjenesten skal kunne overføre oplysninger om abonnentens position ved nødopkald.
SkypeIn kunne ikke leve op til kravene og måtte derfor lukke ned i Norge. Men Torstein Olsen, afdelingsdirektør i Post- og teletilsynet, forventer at det samme vil ske i alle 28 EØS-lande, herunder Danmark.
Hvis alle landene anlægger den samme tolkning som Norge kan det lægge hårdt pres på Skype og andre udbydere af ip-telefoni.