Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
I it-branchen er der meget få ting, vi holder mere af end præcise kravspecifikationer.
Det er så rart at arbejde ud fra prædefinerede krav og rammer, hvor man ved præcis, hvad man skal gøre, og hvad der forventes.
Det gør det jo også lettere at budgettere og overholde budgettet. Kort sagt; alle er glade.
Men det er ønsketænkning. Kravspecifikationer hører hjemme i projekter, der allerede har været løst tidligere – altså standardopgaver.
Så snart vi har med nye og foranderlige ting at gøre, altså projekter, hvor man nok har en idé om det ønskede resultat, men ingen kender vejen til målet, så er det straks sværere - for ikke at sige umuligt - at definere opgaven præcist med selv nok så detaljerede kravspecifikationer.
Meget kan ændre sig undervejs
Ingen kender dagen, før solen går ned.
På samme måde kan man sige, at ingen kender vejen, før vi har nået målet.
Og når vi først står på målstregen, så skal jeg hjertens gerne dokumentere hele processen, så den kan bruges som kravspecifikation, hvis vi en gang i fremtiden skal lave en kopi.
Ofte ændrer målet eller forudsætningerne sig undervejs.
Vi bliver som regel klogere i processen, hvor nye faktorer kommer ind fra siden.
En test viser, at brugerne ikke agerer som forventet, eller en anden teknologi viser sig at være smartere. Lad os tage webshops som eksempel.
Der er udviklet mange webshops, alligevel er der stadig mange udfordringer undervejs.
Alt afhænger af, hvad du vil sælge og til hvem.
Det samme gælder ved udvikling af offentlige løsninger, der skal benyttes af både trænede medarbejdere og utrænede borgere.
Det er altid en god og anbefalelsesværdig idé at teste undervejs i processen.
Men når man tester, opstår risikoen for, at det viser sig, at vi ikke er helt på rette vej, og at noget skal justeres eller ændres.
Heldigvis forholder det sig sådan, at jo oftere man tester og inddrager brugerne undervejs i processen, jo kortere er vejen tilbage, når der skal rettes ting. Og risikoen for at blive slået tilbage til ’start’ minimeres.
Jeg kan sagtens forstå behovet for kravspecifikationer fra udbudsstillers side.
Det er lige som en stok, man kan støtte sig til i forhold til udvælgelse af leverandør.
Men desværre er det en falsk tryghed, for ingen – absolut ingen – kan arbejde ud fra faste kravspecifikationer i projekter, der er foranderlige og involverer mennesker.
Drop dem og inddel i stedet projekterne i mindre bidder for eksempel svarende til afstanden mellem hver test.
Livet er for kort til kravsspecifikationer.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.