Netop som de store amerikanske tech-selskaber opfordrer Donald Trump til at gribe ind overfor EU’s ret omfattende regulering, har EU besluttet sig for at lægge alle nyere sager på bordet til ny vurdering.
EU har nemlig besluttet at revurdere alle de undersøgelser af tech-giganterne, som er blevet igangsat siden marts i fjor. Det sker med den nye Digital Market Acts i hånden.
Revurderingen betyder, at alle beslutninger, potentielle bøder og lignende vil blive sat på pause, indtil revurderingen udfra DMA er færdig.
Ifølge Financial Times vil revurderingen af de store sager kunne føre til, at de enkelte undersøgelser enten neddrosles i omfang eller at deres scope ændres.
Ifølge avisen skal revurderingerne foretages samtidig med, at der sker store omstillinger på den politiske scene.
Her er dels en helt ny EU-forsamling ved komme på plads til den kommende fem-årige valg-periode, dels indsættes Donald Trump som ny præsident i USA på mandag.
Helt nyt ballgame
“Det bliver et helt nyt ‘ballgame’ med de store tech-oligarker tæt placeret på Trump, og den position udnytter de til at lægge pres på os [EU, red]. Så meget er oppe i luften lige nu,” siger en unavngiven EU-diplomat til Financial Times.
Ifølge diplomaten er nogle af de sager, der nu skal revurderes, relativt langt fremme i processen - herunder eksempelvis den store sag mod Googles udnyttelse af sin egen app store for egen vindings skyld.
En anden diplomat siger til avisen, at EU-embedsværket lige nu afventer klare signaler om en klar politisk retning for EU, inden de går videre med de store sager mod Meta, Microsoft og Google.
De amerikanske tech-giganter øjner på deres side morgenluft i forhold til regulering, når Donald Trump sværges ind som præsident for de kommende fire år.
Meta-chef Mark Zuckerberg - der fornylig ophævede stort set al moderation på Facebook - opfordrede fredag Donald Trump til at få EU til at stoppe med at udstede bøder til amerikanske tech-selskaber.
Ifølge Zuckerberg har EU gennem de seneste 20 år tvunget de amerikanske selskaber til at betale ‘mere end 30 milliarder dollar i bøder,’ lød det her fra ham.
EU-talspersoner siger ifølge Financial Times, at EU også i fremtiden er fokuseret på at sikre ‘effektiv håndhævelse’ af de gældende regler.