Kina er et land med en endeløs række af fabrikker, som pumper en lind strøm af elektroniske produkter ud på markedet. Samtidig betyder det dog også, at der er et enormt marked for pirat-kopier.
Ifølge hjemmesiden itwire.com er der nu eksempler på piratprodukter, som rent faktisk har gjort det umuligt for de originale produkter at etablere sig, fordi kopierne er gode nok, samtidig med at de ofte er hurtigere ude på markedet.
Et af produkterne, som pirat-producenterne har haft succes med, er LG's Chocolate mobiltelefon. LG var så lang tid om at lancere en kinesisk version, at den blev betragtet som en kopi, da den endelig kom. Især fordi den falske udgave rent faktisk var en velfungerende telefon.
Et andet eksempel er ifølge Itwire.com den bærbare Playstation. Her fik køberne tilmed smidt en stak pirat-kopier af spil med i købet.
Ifølge rygter har elektronikproducenten Samsung været så nervøse for, at deres telefoner blev produceret på det illegale kinesiske marked, at de sporede kopi-produkterne tilbage til pirat-producenten. Her tilbød de piraterne job hos Samsung og dermed en chance for at blive en legal fabrik. Det afslog de dog ifølge rygterne, da de kunne tjene langt mere ved at fortsætte som pirater.
En række andre produkter bliver rutine-mæssigt kopieret i Kina. Både elektroniske og andre produkter. De fleste produkter kommer dog aldrig nogensinde uden for Kina.
Piratkopiering af elektronik produkter er dog på ingen måde nogen ny ting. I 90'erne blev blandt andet Panasonics DVD-afspillere kopieret med det temmelig latterlige navn Panesoic.