46 procent af alle danskere har smerter eller gener, når de har arbejdet med mus. Problerme rammer også folk, der kun bruger musen to timer dagligt, viser ny undersøgelse.
Blandt de brugere, som kun benytter musen op til to timer om dagen, har 21 procent oplevet smerter eller gener i mindre grad. Bruger man musen tre til fem timer dagligt, har 39 procent tilgengæld oplevet smerter.
»Det kan udvikle sig til en folkesygdom. Desværre er problemet blevet bagatelliseret af mange arbejdsgivere, og fra beskæftigelsesministeren, som ellers er meget optaget af sygefravær, har endnu intet hørt,« siger Svend-Erik Hermansen, som er miljøkonsulent i HK/Privat, til Urban.
Maksimalt fire timers brug af musen svarer til arbejdsmedicinernes anbefalinger. Jørgen Riis Jepsen, som er overlæge ved Arbejdsmedicinsk Afdeling på Sydvestjydsk Sygehus, er dog ikke overrasket over resultatet af undersøgelsen. Han mener dog ikke, at resultaterne skal have konsekvenser for arbejdsmedicinenes anbefalinger.
»Hvis man sagde, at man ikke må arbejde ved computeren mere end fire timer om dagen, jamen, så går alt sådan noget arbejde til udlandet. Det er ikke holdbar. Vi skal finde nogle andre og bedre løsninger,« siger han til Urban.
Han peger i stedet på, at arbejdspladserne skal indrettes, så der er mulighed for afveksling mellem forskellige musetyper, ligesom brugerne i højere grad skal benytte genvejstaster på tastaturet.