Verdens største chipfirma bliver nu konfronteret med en sag om patentkrænkelse. En organisation der er tilknyttet universitetet Wisconsin-Madison har sagsøgt Intel og forlanger at salget af Core 2 Duo processoren skal stoppes samtidig med, at Intel skal betale erstatning.
Det er Wisconsin Alumni Research Foundation (WARF), der anklager Intel for krænkelse af et patent fra 1998. WARF repræsenterer forskere fra universitetet og har angiveligt allerede i 2001 forsøgt at tage kontakt til Intel for at indlede en dialog, men uden held.
Patentet med betegnelsen Table Based Data Speculation Circuit for Parallel Processing Computer beskriver en metode til parallel databehandling, som angiveligt bruges i Core 2 Duo.
Intel bekræfter at man har modtaget søgsmålet fra WARF og vil nu undersøge sagen nærmere.