Den rød-hvide robot EMIEW 2 rullede rundt og vinkede til journalisterne onsdag under en demonstration hos Hitachi - hvorefter den knaldede ind i et kontorbord. Robottens fulde navn er Excellent Mobility and Interactive Existence as Workmate - EMIEW blandt venner - og den er anden generation af Hitachis menneske-lignende robotter.
Robotten kan køre på to eller fire hjul, stige over små forhindringer og holde balancen med en gyroskopisk sensor. Den har en indbygget laser-radar, der hjælper med at navigere, og den kan styres med stemmekommandoer og en trådløs fjernbetjening.
Det er ihvertfald teorien. Men under demonstrationen onsdag svigtede den trådløse forbindelse, og robotten styrede direkte ind i et bord og gik derudover i stå under demonstrationen. Fejlen skyldes angiveligt en overbelastning af det trådløse netværk på Hitachis kontor.
EMIEW 2 vejer omtrent 15 kilo og måler lidt under en meter i højden. Lithium-batteriet holder i en time mellem opladningerne, fortæller Hitachi.
Det vides ikke, hvornår den kan købes eller hvad den kommer til at koste, men demonstrationen antyder, at robotten stadig mangler lidt finpudsning, inden den kan slippes løs i hjemmene.