Forskere fra IT-Universitetet og Københavns Universitet har startet intet mindre end et frontalangreb på nutidens it-systemer. De mener, at de aktuelle it-systemer er utilstrækkelige til moderne vidensarbejde. De programmer, som vi anvender i dag, kan kun løse opgaver enkeltvis, men ikke tænke i sammenhænge, og det er et helt forkert paradigme på moderne arbejdspladser.
Hvis man skal tro de danske forskere, så skal it-løsningerne være procesorienterede i fremtiden. De skal kunne tænke i forbindelser og ikke i objekter.
Der er nu dannet et nyt netværk med fokus på procesorientering mellem offentlige instanser, virksomheder og it-forskere.
”Der stilles stadig større krav til effektive arbejdsgange, omstillingsparathed, ligebehandling og kvalitetssikring, ikke mindst i forbindelse med globaliseringen. Det er netop hvad procesorienterede it-systemer kan hjælpe med til, men det kræver nytænkning både med hensyn til hvordan it-systemerne designes og hvordan de anvendes,” siger lektor Thomas Hildebrandt fra IT-universitetet.
Han henviser til Arbejdsgangbanken, der er oprettet af Kommunernes Landsforening. Den skal opsamle og beskrive de optimale arbejdsgange i kommunerne, og her er der tale om et projekt, som er afhængigt af procesorienteret it.
”Arbejdsgangbanken er et utrolig spændende projekt, der kan skabe sammenhæng og ligebehandling mellem kommunerne. Men for at høste den fulde gevinst skal arbejdsgangene ikke kun beskrives, de skal også integreres i de it-systemer, medarbejderne i kommunerne bruger til hverdag. Og dette skal gøres på en måde så systemerne nemt og billigt kan ændres i takt med at arbejdsgange ændres, f.eks. i forbindelse med indførelse af nye love,” siger han.
Lektoren mener at vi står overfor et paradigmeskift i vores brug af it. Indtil nu har it været domineret af den objektorienterede tilgang hvor man tager udgangspunkt i objekterne der administreres, som f.eks. et dokument til ansøgning om forældreorlov. Men fremtidens software skal være procesorienteret. En ansøgning om forældreorlov er en del af en proces, der starter allerede før barnet fødes, og først afsluttes mange år efter. Hvad der er muligt og relevant at gøre for den enkelte forældre eller sagsbehandler afhænger af, hvor langt processen er kommet.
Procestænkningen indgår også som et nøgleelement i en ny bacheloruddannelse i Global Business Informatics på IT-Universitetet.