Halvandet års efterforskning afslører ifølge Bloomberg News, at fire af verdens største RAM-producenter mistænkes for ulovlige prisaftaler. Det vurderes, at aftalen har holdt ram-priserne på et kunstigt højt niveau.
Samsung, Micron, Hynix og Infineon mistænkes for at have indgået de ulovlige handelsaftaler.
En salgschef for Micron er sigtet for at have saboteret efterforskningen ved at ændre materiale, som kan afdække, at de fire selskaber har holdt RAM-priserne på et kunstigt højt niveau. Salgschefen har erklæret sig skyldig, og risikerer op til 10 års fængsel og bødestraf.
Ifølge Bloomberg News samarbejder Micron nu med myndighederne, og kan til gengæld opnå nedsat straf.
De amerikanske justitsmyndigheder har efterforsket sagen i halvandet år, og det er indtil nu lykkedes at holde efterforskningen udenfor offentlighedens søgelys.