De første indikatorer i det nye år viser, at de europæiske pc-priser fortsætter deres vej nedad - en tendens der blev tydelig fra oktober sidste år, rapporterer IDC. Analysevirksomhedens prisindeks faldt 2 point i januar til rekordlave 64 point.
Især har prisfaldet ramt standard Intel-servere, som faldt med 4,1 point i forhold til december, og som nu er rutsjet ned med 12,1 point på et år.
Desktop-pc'erne faldt 1 point, og set over et år er prisen i denne produktgruppe nu gået ned med 6,8 point. IDC forventer ingen prisstigninger, før en bølge af nye produkter lanceres i tredje kvartal. Indtil da vil producenterne forsøge at fastholde markedsandele og budgetmål med attraktive priser, mener IDC-analytiker Massimo Melis.
Efter et kraftigt prisfald op mod jul faldt notebook-markedet til ro i januar. Prisen sivede 0,6 point, men IDC mener, at dette marked fortsat er det mest konkurrencebetonede.
»Alle de store, internationale leverandører har gentagne gange sænket priserne og øget fokus på entry-level modeller for at holde trit med det kolossale konkurrencepres, som i øjeblikket former notebook-markedet,« bemærker en anden IDC-analytiker, Matthew Dunn.
Især har HP været meget aggressive i januar. I snit faldt HP's priser med 4,5 point. Men IBM tager prisen som den mest aggressive producent med et prisfald for Intel-servere på 8,2 point.