Ifølge kvartalsanalysen fra Købmandstandens Oplysningsbureau er antallet af truede IT-virksomheder nu faldende. Ingen anden branche viser så stor fremgang som IT-branchen, viser tallene, omend fremgangen sker fra et særdeles lavt niveau sammenlignet med andre brancher.
Andelen af IT-selskaber med underskud var i tremåneders-perioden på 45,1 procent. For alle brancher er denne andel på 35,6 procent. Men der var 0,9 procent færre IT-selskaber med underskud set i forhold til de forudgående tre måneder. For alle brancher var der 0,5 procent flere.
Andelen af IT-selskaber med konkursretning var 26,2 procent. Her er procenttallet for samtlige virksomheder i landet på 15,8 procent. Men netop på dette punkt er IT-virksomhederne i stærk bedring, ser det ud til. 1,7 procent færre IT-virksomheder er truet af konkurs. Gennemsnittet for alle brancher er, at 0,1 procent flere virksomheder er truet af konkurs.