Microsoft-grundlægger Bill Gates har forladt firmaet og bruger nu sin dagligdag på velgørenhed. Afrika og malaria har indtil videre været en stor del af den velhavende nørds dagligdag. I fremtiden kan den komme til at handle om toiletter.
Den såkaldte Bill & Melinda Gates Foundation har udpeget toiletter og andre sanitære forhold som et fokusområde i fremtiden. Det har fonden sat en tyk streg under ved at donere over 200 millioner kroner til forskning, der kan nytænke toilettet.
"Der er ikke nogen opfindelse i de sidste 200 år, der har formået at redde liv og forbedre vores helbred i en grad, som toilettet og andre sanitære opfindelser har gjort," udtalte direktøren for Bill & Melinda Gates Foundation, Sylvia Mathews Burwell, ved et arrangement i Rwanda for nylig.
Problemet er bare, at udviklingen er stoppet. Ordentlige sanitære forhold er forbeholdt en tredjedel af jordens befollkning, mener Burwell.
Afføring kan holde huse varme
Donationen fra Gates-familien skal ikke bruges til at kloakere Afrika. De skal bruges til at nytænke den måde vi "indsamler og opbevarer affald på", som fonden beskriver det.
Arbejdet går blandt andet ud på at lave toiletter, der ikke kræver vand og kloaker, og som måske kan lave det menneskelige affald om til brændstof eller gødning.Et af de projekter, der har fået støtte, arbejder på at konvertere urin til vand, der kan bruges til rengøring.
Ifølge UNICEF har kun 60 procent af verdens indbyggere adgang til toiletter, der kan skylle ud. En milliard mennesker forretter deres nødtørft i det fri, og det er et meget stort sundhedsproblem. UNICEF anslår, at mindst 1,2 millioner børn under fem år hvert år dør af sygdomme relateret til, at de har været i kontakt med menneskelig afføring.
Det kan adgangen til toiletter lave om på. UNICEF regner også med, at man kan få flere afrikanske piger til at komme i skole, fordi mange holder sig væk af frygt for at blive til grin eller forulempet, når de skal forrette deres nødtørft i det fri.