Flere ugers vedholdende rygter viste sig i nat at holde stik. Google har haft den store tegnebog fremme og har købt den kontroversielle videotjeneste YouTube.
Google satte selv en stopper for de mange rygter ved at smide en pressemeddelse på gaden. Her fortæller søge-giganten, at de har betalt 1,65 milliard dollars for YouTube (cirka 9,76 milliard kroner).
»Holdet bag YouTube har skabt en spændende og kraftfuld medieplatform, som komplementerer Googles mission om at organisere verdens information og gøre den universelt tilgængelig og brugbar. Vores firmaer har fælles værdier. Vi sætter begge brugerne højest,« lyder det i en pressemeddelse fra Google.
Selvom YouTube og Google deler samme værdier, er der ikke nogen planer om at slå de to tjenester sammen. Både YouTube og Googles egen video-tjeneste fortsætter som selvstændige hjemmesider.
Med købet af YouTube stopper Google i første omgang en lang række spekulationer om YouTubes fremtid. Det er dog næppe det sidste, vi kommer til at høre til YouTube i år. Flere eksperter har været på banen med meldinger om, at YouTube er en tikkende juridisk bombe, som kun venter på at gå af.
Blandt andre har it-millionæren Mark Cuban kaldt en eventuel køber af YouTube for en tåbe. Selvom siden er verdens førende video-delings-side, er den ifølge Cuban ekstremt tæt på at blive sagsøgt lige lukt i helvede. Han mener, at filmindustrien kun har ventet på, at YouTube blev overtaget af et firma med masser af penge, så der er noget at hente i en retssag. En beskrivelse som uden problemer kan sættes på Google.
ComON følger naturligvis udviklingen.