Belle Systems A/S i Holbæk har netop indgået aftale med en stor amerikansk "venture capital" virksomhed, som nu skyder over 250 mio. kr. i det danske firma. Investeringen falder sammen med, at de øvrige investorer, der omfatter Cisco Systems, Index Ventures og Vertex Management også øger deres investeringer i Belle Systems. På et pressemøde tirsdag vil Belle Systems offentliggøre flere detaljer om investeringen.
Belle Systems A/S udvikler og markedsfører løsninger til teleselskaber, Internet-udbydere og andre typer netværksvirksomheder. Løsningerne bruges til at håndtere fremtidens komplekse afregning af Internet-ydelser som eksempelvis TV, video-on-demand og telefoni.