It-branchen har ikke det bedste ry med hensyn til sundhed. Cola, pizza, chips og ingen motion går ofte hånd i hånd, men nu har Microsoft dog vist vejen frem.
Ifølge tidsskriftet Business Week har 2000 af Microsofts ansatte tabt 28 ton fedt siden 2002. Og vægttabet er ikke kommet ud af ingenting. Microsoft har betalt op til 80 procent af de overvægtiges regning for at deltage i et vægttabs-program.
Ifølge Microsoft har man dog ikke tabt en krone på forsøget. Investeringen tjener nemlig hurtigt sig selv hjem igen via færre sygedage og færre udgifter til sygeforsikringen, som arbejdsgiverne står for i USA.
I sidste uge viste også Microsoft i Danmark, at man tager sine ansatte alvorligt, da de blev kåret som årets bedste arbejdsplads.