Microsoft frigav torsdag hele seks opdateringer til Windows, hvoraf fire bliver betegnet som meget kritiske. En af de nye opdateringer udbedrer en fejl i ListBox og Combo Control, som begge er funktionskald og en del af komponenten user32.dll.
Men sikkerhedsfirmaet EuroTrust Virus112 fortæller nu, at denne opdatering kan få programmet Sophos Antivirus til at fejle og dermed efterlade systemet uden beskyttelse mod ondsindet kode.
EuroTrust Virus112 har testet opdateringen under forskellige Windows-versioner og fortæller at den bevirker at Sophos fejler efter en genstart af systemet. Det sker med en fejlmeddelelse om en ukorrekt dll-fil. Det er dog muligt at geninstallere programmet, men kun hvis Microsofts opdatering fjernes fra systemet.
Sikkerhedsfirmaet fortæller at Sophos Antivirus i England og den danske distributør Lamb-Soft har bekræftet problemet, som kun ser ud til at gælde på danske, svenske, spanske, portugisiske og polske installationer. Sophos ventes at frigive en opdatering inden længe, som retter problemet.