Danske ferierejsende og forretningsfolk betaler over dobbelt så meget som briterne, når de bruger de britiske mobilselskaber O2 og Vodafones netværk i England. De to selskaber opkræver dobbelt så høje roaming-afgifter for udlændinges brug af deres net end de gør, når det drejer sig om kunder fra andre britiske mobilselskaber.
Det konkluderer EU-kommissionen efter en tre år lang undersøgelse.
»De fleste kunder kan ikke finde ud af at skifte operatør. Derfor er der ikke en reel konkurrence, og derfor mener vi, at de enkelte operatører reelt har en dominerende position hver for sig,« siger Tilman Lüder, talsmand for konkurrencekommissær Mario Monti, til Børsen.
Kommissionen vil nu give de to selskaber to måneder til at svare på anklagerne. Hvis ikke O2 og Vodafone kan komme op med gode forklaringer er EU-Kommissionen parat til at tvinge dem til at sænke priserne.
EU-Kommissionen har mistanke om at en lignende praksis udspiller sig i Tyskland, men har endnu ikke undersøgt sagen til bunds.