I det sidste år har Apple oplevet en sand kursfest på den amerikanske børs, og æblefirmaet er nu for første gang nogensinde mere værd end det andet historiske it-firma, Microsoft. Trods et lille kursfald onsdag kunne Apple slutte dagen med en samlet børsværdi på 222 milliarder dollar eller omkring 1330 mia. kr., mens Microsoft måtte notere et fald på fire procent og røg ned på 219,2 mia. dollar.
Den eneste børsnoterede virksomhed i USA, der er mere værd end Apple, er nu Exxon Mobile med en værdi på 278 mia. dollar. Google er til sammenligning ”kun” 151 mia. dollar værd.
Alene i de sidste tolv måneder har Apple fordoblet sin aktiekurs til 244 dollar. Det er især den store succes, som iPhone har haft, og den nye iPad, der har fået kursen til at stige. Men Microsofts aktiekurs er også steget over det seneste år, hvor lanceringen af Windows 7 og den aftagende krise har hjulpet med at genskabe investorernes tillid.
Den 7. juni vil Apple-chef Steve Jobs igen præsentere nye produkter, og det får traditionelt kursen til at stige, men den kan også falde hurtigt igen, hvis markedet bliver skuffet over de nye produkter og tjenester.