Den andenstørste softwareproducent i Indien, Infosys, har netop fremlagt sit regnskab for forretningsåret 2003/2004, som sluttede den 31. marts. I forhold til det foregående år er omsætningen steget med 33 pct. fra 754 millioner til 1,06 milliarder dollar.
Infosys er dermed det første indiske softwarefirma på den amerikanske teknologibørs Nasdaq, som kan præsentere en årsomsætning på mere end en milliard dollar.
I det sidste forretningsår er Infosys' nettooverskud steget til 270 millioner dollar, mod 195 mio. dollar året før.
Firmaets aktionærer belønnes med en ekstra dividende på 2,2 dollar per aktie og en regulær dividende-udbetaling på 30 cent.