Salgsdirektør Per Pedersen har sagt op hos Danware og forladt virksomheden med øjeblikkelig virkning fra denne uge.
Per Pedersen blev ansat hos Danware i juli 2005 og nåede således kun et år hos den Kunøe-kontrollerede virksomhed.
Før Danware sad Per Pedersen i en europæisk chef-stilling hos Micrsoft; han tiltrådte stillingen med målet om at opbygge en mere dynamisk salgsafdeling.
»Per Pedersen har sørget for at strømline salgsafdelingen. Der er nogen der synes, det er sjovest at sætte tingene på skinner. Det har han gjort, og den opgave er nu fuldført,« fortæller Danwares administrerende direktør Peter Grøndahl.
Per Pedersen primære opgave har været at få opbygget flere salgsafdelinger, og i løbet af det sidste år har softwarevirksomheden fået opbygget salgsorganisationer i England, tyskland og USA.
Ifølge Peter Grøndahl skal Danware ikke ud og finde en ny mand til at erstatte Per Pedersen. Michael Graves der har haft ansvaret for salg til partnere overtager den selve salgsafdelingen, mens Peter Grøndahl overtager de udenlandske datterselskaber.