8.000 danskere har en iPhone. Det viser de tal, TDC, Telia og Sonofon har udarbejdet for Berlingske Business. Teleselskaberne har tjekket deres net for, hvor mange iPhones der var på. Telefonerne efterlader informationer om hvem der har produceret dem.
Apple har indtil nu lavet eksklusive aftaler med en enkelt leverandør om salget af iPhonen og låst telefonen til deres net. Men der går ikke engang en dag efter Apple har lavet en ny kode til en hacker har låst den op. Det er altså relativt nemt, at hente et gratis program på nettet og låse sin iPhone op til at virke i Danmark.
iPhonen bliver som bekendt ikke solgt i Danmark. Telekæden havde en parallelimport uden om Apple, men den blev hurtigt stoppet da Apples jurister rullede ud med trusler om sagsanlæg og erstatningskrav. På QXL, eBay og lignende sites findes der dog masser af iPhones, som sælgeren gerne låser op og sender til Danmark.
Siden iPhone kom i handlen i juni 2007 har den solgt i over fire millioner eksemplarer.