Når den omstridte terrorpakke bliver tredjebehandlet i Folketinget fredag den 2. juni vil Socialdemokraterne stemme for lovpakken. Det sker efter at regeringen har fjernet en del af telefonovervågningen. Der er tale om den såkaldte lognings-del, som handler om at teleselskaberne skal registrere og gemme en række oplysninger om teletrafikken.
»Vi har fået to store indrømmelser, der gør, at vi kan stemme for loven. Dels har regeringen fjernet hele den ukonkrete og omfattende logningsdel fra loven, dels har Helge Sander forpligtet sig til at komme med en årlig afrapportering om lovens implementering,« siger Socialdemokraternes it- og teleordfører Magnus Heunicke.
Der er dog stadig ikke enighed om pakken i teleforligskredsen, der består af V, S, K, R og SF og omhandler hele teleloven. Både SF og Det Radikale Venstre vil stemme imod. Alligevel er det lykkedes at fortsætte forligskredsen uændret.
»Teleforligskredsen har i enighed besluttet, at dette helt specifikke lovforslag om terror kan gennemføres som et isoleret hjørne af teleloven, uden at det får konsekvenser for teleforligskredsen. Det var en afgørende præmis for os, at der på ingen måde kunne være tale om et forligsbrud, og jeg er meget tilfreds med, at det er lykkes,« siger Magnus Heunicke.