Selvom Apple er på udebane mod Sony i Japan, så er det Apple, der fører. Fire dage efter at iTunes blev lanceret er der downloadet mere end en million sange. Til sammenligning bliver der i gennemsnit downloadet 450.000 sange om måneden fra Sonys online musiktjeneste.
»Vi er ekstremt glade for resultatet«, siger Eddy Cue, underdirektør hos Apples applikationsdivision til nyhedsbureauet AP. Han glæder sig over iTunes' hidtidige hurtigste og største succes. Japan overgår samtlige 20 lande, som iTunes i dag er i. Det gælder også hjemmemarkedet USA, hvor der gik en uge inden salget rundede en million sange.