Mozilla stoppede med at udvikle Firefox 2.0 i slutningen af 2008. Alligevel er det en af de få browsere, der problemfrit virker sammen med SKATs nye tast-selv-system til erhvervslivet.
Det skriver journalist og it-blogger Dorte Toft.
CSCs levering af tast-selv-løsningen blev forsinket, men kom endelig i luften i januar. Tilsyneladende er projektet blevet så forsinket, at virkeligheden har overhalet det. For web-løsningen er optimeret til at fungere med en ældgammel browserversion af Safari, Firefox 2.0 og Microsofts Internet Explorer 6 og 7. Med til historien hører, at Microsoft aktivt forsøger at flytte danskerne til den nyeste IE8, og at den version nu er den mest anvendte i Danmark.
At systemet er bundet til specifikke browsere giver brugerne en del problemer.
Dorte Toft citerer en frustreret Firefox-bruger for at sige, at det er umuligt for ham at printe hele momsindberetningen ud, hvilket betyder, at han må tilføje detaljer i hånden. En praksis som revisoren ikke er begejstret for.
Ændr kravsspecifikationerne
SKAT kan ikke oplyse, hvornår print-funktionaliteten fikses. Ifølge CSC bliver der rettet op på problemet ved næste opdatering. I mellemtiden vil man forsøge at løse problemet ved at tilbyde en pdf-version til udprintning.
“Men der er flere problemer, og vi er i tæt dialog med blandt andet revisorer om dem. Vi har også anført de kendte fejl og mangler på websiden. Desuden har vi desværre også stadig nogle stabilitetsproblemer med driften,” siger kontorchef Aino Olsen.
Det er ikke uset, at store it-projekter bliver forsinket. Så for at undgå lignende situationer i fremtiden foreslår Dorte Toft, at specifikationskrav i lignende projekter bør indeholde en passus om, at de følger moderne internetstandarder ved leveringstidspunktet og ikke på udviklingstidspunktet.
Problemerne er tydeligst for de virksomheder, der er blevet oprettet efter systemet gik i drift den 4. januar. Virksomheder, der har oprettet sig tidligere, bliver henvist til at benytte den gamle løsning i stedet for.