Dagene, hvor valgkampe blev afgjort, ved at kandidaterne mødte deres vælgere og trykkede hånd, er forbi. Tv har længe spillet en afgørende rolle, og nu er også internettet ved at blive en afgørende faktor. Det seneste våben er såkaldt Google-bombning.
Fænomenet, som også går under navnet Googlewash, fungerer ved, at man via weblogs og hjemmesider linker til en side. Det betyder, at siden bliver populær i Google, og derved kan man med forholdsvist simple midler tvinge en udvalgt side helt i top hos Google.
Den metode er blevet et vigtigt våben i den amerikanske valgkamp, skriver svenske Pc för Alla. Amerikanske demokrater og republikanere er begyndt at bruge Google til at sprede negative historier om deres politiske modstandere.
Google-bombning er også tidligere blevet benyttet som en joke. Søgte man for eksempel på »Total failure« var Googles første bud den amerikanske præsident George W. Bush.