De sidste måneder har vedvarende rygter gået på, at video-delings-siden YouTube før eller siden ville blive sagsøgt for hver en krone, de har tjent. Nu er YouTube så blevet sagsøgt - af en producent af rør.
Firmaet Universal Tube lever af at producere rør. De hævder, at YouTube har forstyrret firmaets forretning på grund af lighed på deres hjemmeside-adresser. Universal Tube ejer domænet Utube.com, som folk ofte ender på, da adresserne udtales på samme måde.
I søgsmålet skriver Universal Tube, at deres trafik er steget fra 1.500 hits på en måned til over to millioner på grund af de mange brugere, som ender på siden ved en fejl. Universal Tube påstår, at det har kostet dem penge, samtidig med at det har forhindret salg.
»Det er en enorm udgift og distraktion for os. Kontakt til vores kunder er blevet forhindret i en sådan grad, at jeg frygter, at vi har mistet kunder. Vi er blevet kontaktet af politiet i Australien, som beskylder os for at have børneporno på vores hjemmeside. Jeg afskyr dette personligt, og denne forvirring skader vores forretning,« skriver ejeren af Universal Tube, Ralph Girkins, i en pressemeddelelse.
Han peger på, at firmaet har eksisteret langt længere end YouTube, og beder derfor om, at YouTube finder en anden identitet. Universal Tube går også efter et ikke-oplyst beløb for skader på firmaet. Advokaten, som repræsenterer rør-firmaet har fortalt pressen, at søgsmålet kan blive et multi-million dollars søgsmål.