Danmark modtager hvert år cirka syv milliarder kroner i landbrugsstøtte. Nu vil Dansk Folkeparti se på, om nogle af de penge kan bruges til bredbånd i landområderne.
EU har nemlig åbnet for, at op mod 20 procent af landbrugsstøtten, næsten 1,5 milliarder kroner, kan omlægges. Et nyt tiltag kan derfor blive at udrulle bredbånd i landdistrikterne, mener Dansk Folkeparti.
Dansk Folkeparti vil nemlig gerne vende udviklingen i de tyndt befolkede områder, og gøre det mere interessant for borgere og erhvervsliv at være bosat der. Her kan bredbånd blive et trækplaster.
»Hver en sten skal vendes i den proces. Hvis vi vælger at overføre penge fra landbrugsstøtten, skal pengene gå til udvikling af erhvervsmuligheder. For eksempel ved at lægge bredbånd derud,« siger formand for Folketingets fødevareudvalg, Christian H. Hansen fra Dansk Folkeparti til Jyllands-Posten.