Mark Giese er adjunkt ved universitetet i Houston, og beskæftiger sig med dannelse af fællesskaber og identitet i elektroniske omgivelser. Han har blandt andet skrevet en større artikel om emnet "Self without Body: Textual Self-Representation in an Electronic Community", som man kan finde på First Monday på adressen www.firstmonday.dk/issues/issue3_4/giese/index.html.
ComON: I dag kommunikerer vi meget via e-mails, indlæg i nyhedsgrupper, på mailing-lister og i chat-rooms. Hvordan påvirker det måden vi præsenterer os selv og ser hinanden på?
Giese: Som jeg skrev i min artikel, så præsenterer vi os forskelligt, når vi bruger e-mail eller sender til en nyhedsgruppe eller en mailing-liste, primært fordi omgivelserne er forskellige.
Der er to ting som mennesker ikke kan lade være med at gøre; en ting er at udvikle teknologi og den anden er at kommunikere. Jeg ser på de ovennævnte fora som nye kommunikationsmiljøer. En af de ting mennesker er rigtig gode til er at tilpasse sig. Der er sket det, at vi har tilpasset os til disse nye kommunikationsmiljøer. Et af de unikke træk ved de nye kommunikationsmiljøer (sammenlignet med ansigt-til-ansigt miljøer) er at de er forarmede. Båndbredden er meget smallere, fordi det kun er tekst.
Vi har ikke den sædvanlige visuelle feedback, som vi er vant til i ansigt-til-ansigt kommunikationen, vi har heller ikke stemmens tonefald og mange af de andre signaler, som vi er vant til, så vi har vænnet os til de tekstbaserede omgivelser for at kompensere for det. Det vil for øvrigt ændre sig, fordi vi er ved at få et bedre greb om teknologien og tilpasse den til vores behov. Så jeg tror ikke at denne form for kommunikation vil være begrænset til kun tekst (undtagen som en personlig mulighed) særlig meget længere.
ComON: Du skriver i din artikel, at teknologien i cmc (computer mediated communication) giver både begrænsninger og nye muligheder for menneskelig handlen. Hvilke begrænsninger? Hvilke nye muligheder?
Giese: Faktisk er de temmelig meget den samme ting. Begrænsningerne er dem der blev beskrevet i det forrige spørgsmål og er direkte forbundet med spørgsmålet om feedback, når man sammenligner med ansigt-til-ansigt kommunikation. Men disse begrænsninger kan også være muligheder. Tænk på den nu berømte New Yorker Magazine tegneserie: "I Cyberspace ved ingen at du er en hund...". Dette gør det muligt for folk at lægge vægt på bestemte aspekter af deres personlighed i forhold til andre. I tekstbaserede omgivelser betyder det sædvanligvis en vægtning af idéer og skrivestil over dit udseende, dit køn eller din seksuelle orientering.
ComON: Hvilken betydning har tekst-baseret, cmc-formidlet kommunikation for den måde vi kommunikerer og præsenterer os selv på?
Giese: Faktisk er den egentlig ikke så forskellige fra den måde vi præsenterer os selv på i den fysiske verden. Forskellig i indhold, ja, men stop op og tænk over det. Vi præsenterer os alle på bestemte måder i den fysiske verden afhængig af vores eget billede af os selv. Typisk går du ikke i jakkesæt på stranden eller i badetøj på kontoret. Vi præsenterer os selv eller snarere facetter af os selv på bestemte måder på bestemte tidspunkter for at tilpasse os særlige personlige, kulturelle eller sociale forventninger og situationer. Disse nye elektroniske omgivelser skaber nye situationer og forventninger og vi præsenterer os selv (ved at bruge den sociale viden vi har tilegnet os ved at opføre os på bestemte måder i disse omgivelser) på en måde der tilfredsstiller vores behov for at bevare en personlig følelse af identitet, men en som desuden tilpasser sig til de folk som vi interagerer med og deres forventninger.
ComON: Hvordan etablerer man sin identitet i tekst-baserede omgivelser til forskel fra i et ansigt-til-ansigt møde?
Giese: Det korte svar er med tekst 
<----Kan du se den smiley? Det er sådan vi gør det. VI PRØVER PÅ IKKE AT RÅBE I ET FYLDT RUM (selvfølgelig undtagen hvis det er virkelig, virkelig nødvendigt.) Det er bare nogle af de tekstkonventioner som har udviklet sig for at kompensere for det "forarmede" kommunikationsmiljø jeg nævnte for lidt siden.
ComON: Hvilke konsekvenser har det faktum, at vi ikke fysisk tager vore kroppe med ind i cyberspace for måden vi kommunikerer på?
Giese: Der er selvfølgelig altid chokket over "first recognition" når du møder nogen for første gang i virkeligheden efter at have haft et on-line forhold. Du ved hvordan man danner sig et billede af hvordan folk ser ud efter at du har snakket med dem i telefonen, men aldrig mødt dem personligt. Det er det samme her. Forskellen her er i mange tilfælde at fordi forholdet er blevet etableret før du havde en chance for at være forudindtaget på grund af måden en person ser ud på, måden de klæder sig på eller deres hudfarve, kan forholdet holde ud over det første chok, der som regel opstår når du finder ud af at de ikke ser ud på den måde du havde forestillet dig. På nogle måder får man en "sandere" forståelse af hvem den anden person er. Selvfølgelig er det modsatte også tilfældet nogle gange. Du kan opdage at personen du kender on-line egentlig ikke eksisterer andre steder end i lige netop de omgivelser du har mødt dem i. Det er lidt ligesom at finde ud af at mellemlederen som du ser på arbejde hver dag er transvestit (eller et andet chokerende, men afgrænset aspekt af vedkommendes personlighed), når de ikke er på arbejde.
ComON: Hvordan skaber man et fællesskab i tekstbaserede omgivelser i modsætning til i fysiske omgivelser?
Giese: At skabe et fællesskab er den nemme del af det. At holde sammen på fællesskabet i kortere eller længere tid er meget sværere. Alt hvad du behøver for at skabe et elektronisk fællesskab er tilstrækkeligt mange mennesker der er interesseret i de samme ting, har en fælles adresse at gå til, som f.eks. alt.cyberpunk At holde sammen på et elektronisk fællesskab er vanskeligt fordi ingen er NØDT TIL at blive. Du kan gå din vej, og folk går faktisk deres vej for et godt ord. Det koster ikke noget at gå. Der skal ikke bruges en flyttebil, et nyt arbejde eller en ny lejlighed. Du stikker bare af. Den største ting du har brug for for at skabe et fællesskab, et hvilket som helst fællesskab, uanset om det er fysisk og geografisk baseret eller elektronisk, er en følelse af identitet som kan både individer og gruppen kan bruge. Jeg kan se af din e-mail adresse at du kommer fra Danmark. Vil du kalde dig selv en dansker? Hvad udgør essensen i det at være dansker? Er det ophold i Danmark? Eller er opholdet (som jeg tror) en af de mindste komponenter af at tilhøre et bestemt fællesskab.
Jeg bor i staten Texas i USA. Jeg har også boet i en række andre stater, alligevel opfatter jeg mig selv som værende en texaner (det på trods af at jeg ikke blev født i Texas og ikke går rundt med cowboystøvler på) Hvad vil det sige at være texaner? Holder jeg op med at være texaner, hvis jeg forlader Texas? Jeg tror, at hvis vi undersøger de vigtigste dele af fællesskabsprocessen finder vi ud af at geografiske og fysiske elementer er nogle af de mindst vigtige. Essensen af at være texaner har mere at gøre med de historier som texanere (og dem der vil være det) fortæller hinanden om hvad det vil sige at være texaner snarere end faktisk at befinde sig indenfor staten Texas' meget virtuelle grænser i USA (der også har meget virtuelle grænser).
ComON: Er der en forskel mellem live-chat i et tekstbaseret miljø og e-mails og eksempelvis indlæg til nyhedsgrupper. Det, jeg mener er, at i en direkte tekstbaseret kommunikation i real time kan man ikke planlægge og forme sin tekst så bevidst som hvis man har en masse tid til at svare.
Giese: Jeg ville sige, at der er mindre tid, men alligevel er det stadig meget mere tidskrævende end at snakke. Real time-chat er anderledes, men det handler mere om at overse tig <---- som slåfejl og stavefejl på den samme måde som vi overser verbale snublerier som "øh" og "eh".
ComON: Er de måder vi fremstiller os selv i tekstbaseret kommunikation virkelige eller fiktive? Jeg mener, det er delvis virkelighed, i den forstand at det er virkelige mennesker, der kommunikerer, men samtidig er det delvist fiktivt, fordi de samtidig opfinder sig selv på nye måder i virtual reality og det er er mere som fiktion.
Giese: Jeg mener, at det ikke er mere "fiktivt" eller "virkeligt" end den måde vi fremstiller os selv i et fysisk miljø. En af de stående diskussioner på alt.cyberpunk drejer som om den fornemmelse, som nogle af medlemmerne af fællesskabet har, af at alle samtalerne på alt.cyberpunk bare er tekst - især Rancho Deluxe-trådene (en slags fælles, fortløbende tekster) var mere fiktive end virkelige. Den opfattelse skabte en betragtelig forargelse blandt de, der deltog i Rancho Deluxe trådene. Jeg ville mene, at disse historier var lige så virkelige som nogen af de andre tråde eller noget andet, der foregik i den Virkelige Verden. De mennesker, der deltog i disse tråde og samtaler brugte en betragtelig mængde tid på at etablere, vedligeholde og pleje deres on-line relationer. Jeg ville ikke betegne dem som i nogen forstand mindre "virkelige" end en samtale med en ven i den Virkelige Verden.
ComON: Udviklingen af både software og hardware er meget hurtig. Hvordan påvirker det måden vi kommunikerer på? Betyder det, at vi bliver ved med at skifte kommunikationsmåde, så signalerne bliver utydelige? Eller kommer vi tættere på noget som ansigt-til-ansigt-møder, f.eks. med flere net-kameraer, videokonferencer m.m.?
Giese: Jeg har en ven, der er interesseret i VR-miljøer, hvor man kan bygge sin egen avatar. Det vil blive et fuldstændigt nyt miljø, men jeg er ikke sikker på at det vil betyde nogen væsentlig ændring af den måde, mennesker interagerer på. Jeg mener, jeg bliver måske i stand til at fremstille mig selv som et eller andet rumvæsen med insektøjne, hvis jeg havde lyst til det (og det ville måske også være sjovt!) men det ville være en af de "nye muligheder", som jeg talte om i min artikel. Jeg tror, at vi alle sammen, uanset hvor vi kommunikerer, arbejder hårdt på at sikre, at vore signaler ikke bliver utydelige, som du formulerer det. Det indebærer at bruge redskaberne og konventionerne i det miljø, vi befinder os i. Det betyder ikke, at signaler ikke nogen gange vil blive utydelige (når alt kommer til alt, bliver vi så ikke alle sammen misforstået en gang imellem? :)) og det betyder ikke at folk vil være bedre til at kommunikere i bestemte miljøer end i andre, men vi vil for det meste blive ved med at forsøge, fordi det vi gør som art er at *KOMMUNIKERE* uanset hvem vi er eller hvem vi er sammen med.
Mht. mere overordnede overvejelser om, hvordan dette kunne tænkes at påvirke den sociale konstruktion af verden ville jeg gerne anbefale en science fiction-roman skrevet af Neal Stephenson med titlen "A Diamond Age", der blev offentliggjort for et par år siden. Jeg synes, at den giver et meget troværdigt muligt billede af, hvordan menneskene kunne tænkes at organisere sig på et globalt (og lokalt) plan efter at disse "nye" kommunikationsteknologier (og en række andre teknologier, der er ved at blive udviklet) er modnet og blevet allestedsnærværende.
ComON: Hvad arbejder du på i øjeblikket?
Giese: Jeg er blevet meget interesseret i den rolle som de elektroniske medier vil spille i vores kultur i det næste århundrede. Vores samfund er helt og aldeles bygget op omkring en bestemt opfattelse af traditionel boglig dannelse som jeg tror vil ændre sig drastisk i det næste århundrede. En ting jeg tror vil ske er at traditionel boglig dannelse i stadig højere grad vil være forbeholdt eliten såsom universitets-professorer. Det vil stadig være nødvendigt at kunne læse og skrive, men det vil være en anden form for boglig dannelse tilpasset til et kortere "attention span" der er mere på linje med de krav som de elektroniske medier og hypertekst stiller. Jeg tror også at den såkaldte medie-dannelse (i øvrigt et begreb jeg hader) vil blive meget vigtigere, fordi den måde vi kender verden på er blevet meget mere afhængig af elektroniske medier af alle slags. Det vil blive til en bog, der foreløbig har titlen "The Digital Sensorium: The Media and Cultural Competency in the Twenty-First Century" (måske kender du nogen, der kunne tænke sig at offentliggøre den?). Jeg forestiller mig at den skal udkomme i en papirudgave - lidt ironisk, ikke - med en medfølgende CD-ROM.
