Den fremadstormende svenske musiktjeneste Spotify får tilsyneladende en hård konkurrent i USA.
Spotify er endnu ikke lanceret i USA, og nu tyder noget på, at svenskerne bliver overhalet af Google.
Kilder siger til Techcrunch, at Google er meget tæt på at lancere en musiktjeneste. Måske med navnet Google Audio.
I Kina har Google allerede engageret sig i musik. Her kan brugerne lovligt downloade den musik, de finder hos Google i et samarbejde med Top100.cn. Musikfilerne er forsynet med vandmærker, så selskaberne kan bruge download-historikken i markedsførings-øjemed.
Om det bliver den samme forretningsmodel med "Google Audio" er tvivlsomt. Det mest oplagte vil være at følge i netop Spotifys fodspor og lancere en form for streamet service. Det er i hvert fald planerne hos Microsoft, der også har varslet missionen om at starte en musiktjeneste.
I de seneste par uger skulle Google have været i gang med at sikre sig de aftaler med musikselskaber, der kan gøre tjenesten lovlig. Ellers er det stadig småt med oplysninger. Det skulle dog ligge fast, at tjenesten kun bliver tilgængelig i USA i første omgang.
Google kan i forvejen være et godt sted at søge efter musik. Musikinteresserede har måske allerede opdaget, at Google har tilføjet musik som særskilt søgefelt. Taster man "music:" foran en Google-søgning, så optræder der kun oplysninger om en given kunstner. En lidt mere uautoriseret måde at finde musik på Google.com, sker ved at taste denne tekst ind i søgefeltet:
-inurl:(htm|html|php) intitle:"index of" +"last modified" +"parent directory" +description +size +(wma|mp3) "Kunstner Navn"