Netbutikken Getmore har valgt at fjerne sit e-mærke i protest mod reglerne.
Men E-handelsfondens direktør, Lars Schmidt Larsen, forklarer nu, at han er overrasket over Getmores udmelding.
»Vi står uforstående over for den udmelding, at de dropper e-mærket i protest. For rent faktisk er det ikke den melding, vi har fået fra Getmore. De har forklaret overfor os, at de har valgt at fjerne e-mærket midlertidigt for at omstrukturere kundeserviceafdeling. Derudover må vi konstatere, at Getmore har misforstået reglen om de tre klager,« siger Lars Schmidt Larsen til.
Han understreger nemlig, at det på intet tidspunkt har været E-handelsfonden politik, at man kun må have tre klager, før man mister fondens digitale blåstempling.
»Reglen om de tre berettigede klager indenfor samme område, for eksempel reklamation, inden for en måned er en intern administrativ målestok, som blot betyder, at vi bliver ekstra opmærksomme på den pågældende netbutik,« siger Lars Schmidt Larsen, der understreger, at fonden ikke smider virksomheder uberettiget ud,« siger Lars Schmidt Larsen.
Han erkender, at E-handelsfonden balancerer på et knivsæg, når det handler om at honorere både forbrugere og erhvervsdrivendes interesser.
»Derfor har vi både jurister i sekretariatet, i bestyrelsen til at kigge på klagerne. Derefter træffer vi en afgørelse, som endda kan klages til vores etablerede klageinstans, der blandt andet tæller repræsentanter fra Forbrugerrådet, FDIH (Foreningen for Distance- og Internethandel) og Dansk Erhverv.