MP3 er tidens buzz-ord og alle vil være med på vognen. Siden Diamond lancerede den første bærbare MP3-afspiller er flere og flere firmaer fulgt med. Seneste eksemplar er Yo! fra det amerikanske firma Kaser Corporation.
Yo! ligner i princippet de øvrige MP3-afspillere på markedet. Den er bygget op omkring et 32 MB hukommelseskort, der kan udvides til 64 MB. Afspilleren er desuden udstyret med et slot til et SmartMedia kort, så man kan skifte indholdet nemt og smertefrit. Men modsat for eksempel Creative's Nomad-afspiller har Yo! ingen radio-funktion.
Størrelsen på Yo! er temmelig beskeden - 91mm i højden, 70mm i bredden og 16,5mm dyb. Afspilleren fungerer på et enkelt almindeligt walkman-batteri og forbindes til pc'en via pc'ens parallelle port.
Yo! er prissat til 150 dollars, altså cirka 1.000 danske kroner, og kan købes via Kazer Corporations hjemmeside.