Svenske MySQL AB har længe tilbudt firmaets hovedprodukt, database-systemet MySQL, under to forskellige licensordninger. Nu går firmaet et skridt videre og deler systemet i to forskellige produkter. MySQL Community Server og MySQL Enterprise Server.
»Med denne inddeling vil vi bedre kunne betjene begge grene af MySQL-brugere. Både dem som er villige til at bruge tid på at spare penge, og dem som er villige til at bruge penge på at spare tid,« skriver MySQL ABs vicepræsident Kaj Arno i et blogindlæg.
Community-versionen er rettet mod den gruppe, som Kaj Arno kalder »Gør det selv brugerne«. Denne version vil MySQL tilbyde gratis, samtidig med at de vil give tidlig adgang til nye funktioner. Community-versionen skal nemlig fungere som en test-platform for Enterprise-versionen. Til gengæld er der ikke mulighed for support.
Enterprise-versionen er til gengæld, som navnet antyder, rettet mod kommercielle brugere, og den vil være en del af firmaets MySQL Enterprise abonnement. Den er beregnet til kunder, som ønsker ekstra hjælp i forbindelse med udviklingen, installeringen og administrationen af databasen.