Palm, som købte AnyDay i juli, har sammen med SpeechWorks udvidet kalenderen med muligheden for talegenkendelse. Det betyder, at brugerne kan hente deres kalender- og kontaktinformationer med enhver telefon ved hjælp af talte kommandoer.
Den nye service bliver lanceret i første kvartal af 2001, fortæller Palm. Systemet giver adgang til kalender, adressebog, memo og todo-lister.
I første omgang er det kun muligt at hente informationer; men senere skal systemet udbygges, så brugerne kan styre deres tidsplaner og tilføje eller ændre aftaler telefonisk, fortæller Palm.
Ifølge egne tal har AnyDay tre millioner registrerede brugere.