KFX-indekset på Københavns Fondsbørs har ændret navn til OMXC20. Et privat firma har sikret sig domænet omxc20.dk foran fondsbørsen.
I følge Ulrik Bank, som har købt domænet, er han ikke ude på domænepirateri.
»Jeg er ved at opstarte et firma, der skal coache i livets op- og nedture. Jeg synes, der vil være en vis synergi mellem det og op- og nedturene, der er på børsmarkedet,« siger Ulrik Bank til ComON.
Han vil dog ikke afvise et salg af domænet - hvis prisen er rigtig.
Kommunikationschefen hos Københavns Fondsbørs bliver noget overrasket, da ComON ringer og spørger til sagen.
»Det er da uhensigtsmæssigt. Vi har nu bemærket det, og vi vil naturligvis se på, hvad vi kan gøre ved det,« siger kommunikationschef Ellen-Margrethe Soelberg.
Hun forklarer, at de andre domænenavne er sikret.
»Selvfølgelig skulle det danske domænenavn have været sikret. Det beror på en fejl, at det ikke er sket. Det er uheldigt, men som sagt så vil vi nu se på, hvad vi kan gøre ved det,« siger hun til ComON.