Nu får biologerne deres helt egen version af YouTube. På internet-portalen JoVe, som officielt går i luften den 30. november, kan biologerne vise deres forskningsresultater frem.
JoVe står for Journal of Visualized Experiments, og blandt de eksperiment-film, som allerede er lagt ud, er der blandt andet film om menneskelige stamceller, rotter der er bange for mørket og bananfluers æggestokke.
Ideen med siden er at vise hele processen i eksperimentet. Når forskere publicerer deres forskning i dag, er der nemlig en stor tendens til, at det udelukkende er resultatet, som bliver beskrevet. På JoVe kan forskerne gå i dybden og forklare eksperimentet i detaljer.