Computere er baseret på programmer der er bygget op af ettaller og nuller. Indtil nu har computere været blandt skoleeksemplerne på naturvidenskabelige projekter, hvor kølig og rationel tænkning stod i højsædet. Men nu er grænserne ved at være nået for hvad der kan opnås ad den vej.
Hvis man vil videre og udbygge computernes arbejdsopgaver, funktionsområder og deres brugervenlighed skal der helt andre ting til. Inden for området kunstig intelligens har man længe søgt efter nye måder at udvikle computeres intelligens på.
En af måderne er ifølge Rosalind W. Picard at give computerne evnen til at læse følelser, reagere med forskellige følelsesmæssige udtryk, og i det hele taget bruge følelserne til at vurdere en opgave og træffe en beslutning om at handle.
Rosalind W. Picard, der har skrevet bogen "Affective Computing, er NEC Development Professor of Computers and Communications på MIT Media Laboratory.
I bogen tager hun fat på spørgsmålet om emotionel intelligens når det drejer sig om computere. Hendes påstand er at computere, som mennesker, ikke kan udvikle sand intelligens og interagere på en naturlig måde uden også at være emotionelt intelligente, og for at være emotionel intelligent forudsætter det at computere - bredt forstået - kan genkende, forstå, have og udtrykke følelser.
Her tager hun udgangspunkt i nyere videnskabelig forskning i hvad der er essentielt for menneskets evne til at træffe gode og intelligente beslutninger, hvor bl.a. Daniel Goleman, der skrev "Følelsernes Intelligens", påviser at følelsesmæssig intelligens er vigtig, og at følelser spiller en stor og hidtil relativt overset rolle, når det drejer sig om menneskets evne til at tænke og træffe beslutninger. Nyere forskning viser at ingen eller relativt få følelser er lige så begrænsende og skadelige som for mange følelser.
Emotionel intelligens spiller en grundlæggende rolle i rationel beslutningstagen, perception, indlæring og en række andre kognitive funktioner. Selv den mest rationelle del af et menneskes tænkning forudsætter deltagelse fra de følelsesformidlende dele af hjernen. Formålet med Picards bog er at forklare hvori disse evner består, hvorfor det er vigtigt, hvad det kan føre til, og hvordan vi kan udvikle følelsesmæssigt intelligente computere.
I bogens første del redegør Picard kort og præcist for den nyeste forskning i intelligens, og hvordan sand intelligens forudsætter følelser og emotionel intelligens. Hvorfor skal computere have følelser? spørger hun og svarer; Fordi det at tillempe menneskelige følelser til computere skulle kunne hjælpe computere til at erhverve sig nogle af fordelene ved det at have følelser: mere fleksibel og rationel beslutningstagen, og evnen til at forholde sig til flere ting samtidig på en intelligent og effektiv måde. Dels fordi det gør dem bedre i stand til at træffe egne beslutninger, og dels fordi følelser spiller en grundlæggende rolle i enhver form for kommunikation.
Sådan som det er i dag er computer-baseret kommunikation ikke særlig emotionel. Kommunikationen med en computer er i dag "Affect-blind, affect-deaf, and generally speaking, affect-impaired" Hvis computeren derimod fik evnen til at genkende, have og udtrykke følelser ville det give en bedre og behageligere og mere nuanceret menneske-maskine interaktion. Ifølge Picard er der en lang række områder, hvor emotionelt intelligente computere umiddelbart vil være en fordel. Det drejer sig om nye applikationer på områder såsom underholdning, undervisning, social udvikling, forebyggende medicin, forbrugerrelationer m.m.
I bogens anden del beskæftiger Picard sig detaljeret med de tekniske aspekter af, hvordan man skaber følelsesmæssige computere. Hvordan man bygger systemer der har evnen til at genkende, udtrykke og have følelser. I den forbindelse er der en del klargøring af hvordan man "oversætter" menneskelige følelser til computere.
Træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen, og Picard er heller ikke blind for de mange mulige problemer - af både etisk og praktisk art - der kan opstå når computere pludselig får følelser og bliver i stand til at træffe sine egne valg på en lang række områder. Et skræmmende eksempler som Arthur C. Clarke´s Hal er, ifølge Picard svær at se bort fra, men hun fremdrager Isaac Asimov's tre grundregler for en robot's adfærd som udgangspunktet for den slags intelligente computere hun arbejder på.
Et af de områder hvor Picard ser store etiske problemer er når computere kan få adgang til vores følelsesmæssige liv, og kan iagttage og registrere brugernes følelsesmæssige tilstand, hvor de i princippet kan opbygge registre over brugernes følelser, lave psykologiske profiler på brugerne - alt sammen noget der kan misbruges af eksempelvis forsikringsselskaber, arbejdsgivere og i eventuelle retssager.
De praktiske problemer består i høj grad i hvordan man giver computere og computerprogrammer følelser og hvilke følelser de vil vælge at udtrykke. Kort sagt, hvad nu hvis de er overdrevent emotionelle? Hvem ønsker en hysterisk computer?
"Affective Computing" er, skriver Picard, et kald på forandring, en udmelding om at en væsentlig faktor er blevet udeladt af ligningen for computerintelligens, nemlig hele spørgsmålet om følelser. Hun håber, at bogen vil få flere forskere til at interessere sig for spørgsmålet om emotionel intelligens, når det gælder udviklingen af computere, computerprogrammer m.m.
Mon ikke det skulle lykkes? Picard har med "Affective Computing" skabt en spændende og velskrevet bog, der hurtigt og effektivt giver en introduktion til forskningen i følelsesmæssig intelligens, men derpå hurtigt fortsætter til konkrete diskussioner af hvordan man kan give computere følelsesmæssig intelligens på en lang række områder.
Besøg bogens hjemmeside på adressen http://www.media.mit.edu/affect/. Den er bestemt et besøg værd og den er fyldt med en masse informationer om den seneste forskning i "Affective computing".
Rosalind W. Picard. "Affective Computing" MIT Press 1997.
