Omkring klokken 10 fredag morgen kunne personalet hos Netarkivet.dk endelig trykke på den knap, der startede specialhøstningen af indhold om Folketingsvalget på den danske del af internettet.
Det fortæller Ditte Laursen, der er netarkiv-kurator hos Statsbiblioteket.
"Jeg har lige talt med mine kolleger for en halv time siden, og da trykkede vi på knappen," siger hun.
Dermed gik arkivets robotter i gang med at eftersøge hele det danske internet for information om valget og gemme data for eftertiden godt en times tid før, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) faktisk udskrev valget.
Personalet, der ligesom resten af Danmark ventet på valget i uge- eller månedsvis, har erfaring med at høste data fra alle valg tilbage til 2005, da det digitale indhold på nettet blev omfattet af pligtaflevering.
Ved sidste folketingsvalg i 2007 indsamlede Netarkivet, der drives af Statsbiblioteket og det Kongelige Bibliotek i fællesskab, 2,2 terabyte data om valget.
Men Ditte Laursen forventer, at materialet denne gang vil fylde langt mere.
"Ja, vi kan se gennem hele netarkivets historie, at der kommer mere og mere. Vi så allerede i 2007, at det virkelig boomede," siger Ditte Laursen.
Hun peger især på net-tv og indhold fra sociale medier som årsager til, at datamængderne vokser.
"Alene at der er kommet tv på internettet betyder, at vi rent bits- and bytes-mæssigt kan forvente meget, meget større mængder data," siger hun.
Kun for forskere
Ifølge Ditte Laursen har personalet allerede fodret netrobotterne med en lang række især nyhedssider, som skal besøges i jagten på valg-data. Men folkene vil løbende skrue på, hvor robotterne skal sendes hen. Eksempelvis skal Facebook og andre sociale sites også besøges, siger hun.
"Rygterne har jo lydt i lang tid, og vi vidste, at det er en af de store begivenheder, vi selvfølgelig skal dække," siger hun.
Netarkivet.dk rummer totalt 222 terabyte data, som indsamles rutinemæssigt på de omkring 1,1 millioner domæner.
Arkivet har en tilgang på omkring 80 terabyte om året. Hertil kommer så de særlige begivenheds-høstninger, som altså eksempelvis ved folketingsvalg.
Materialet er kun tilgængeligt for forskere.