Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 6. oktober 2006.
International virak om topchefers optionsgrådighed og komplicerede danske skatteregler får virksomhederne til at vende ryggen til aktieoptionsordninger.
De danske it-virksomheder har i stigende grad mistet troen på, at aktieoptionsordninger er en farbar vej, når de skal motivere medarbejderne til at yde en ekstra indsats.
- Antallet af virksomheder med aktieoptionsordninger falder blandt både store og små it-virksomheder og i alle dele af it-branchen. Kun 20 procent af virksomhederne har i dag en aktieoptionsordning mod 29 procent i 2005 og 32 procent i 2004, så der er tale om et dramatisk fald, siger partner Kim Gerner, der leder rådgivnings- og revisionsfirmaet Deloittes division for teknologi-, medie- og televirksomheder.
Han mener, at tilbagegangen blandt andet kan forklares med, at mange it-virksomheder allerede har prøvet lykken med aktieoptioner, men at ordningerne ikke bidrog med den helt store værdi i branchens svære tider. Samtidig er de danske skatteregler på området noget komplicerede. Derudover har en løbende, offentlig debat om rimeligheden af nogle it-virksomheders meget store og fordelagtige optionsordninger til ledelsen også lagt en dæmper på begejstringen.
Hos Sam-data har faglig sekretær Finn Hansen også bemærket en faldende interesse for aktieoptionsordninger blandt it-virksomhederne.
- Efter dommen faldt i sagen mod Intel i 2004, hvor det blev slået fast, at medarbejderes aktieoptioner er en form for løn, og at de kan beholde dem, selv om de opsiger deres stilling, er interessen kølnet. Det skyldes måske ikke så meget dommen i sig selv, men mere al virakken om retssagen og de komplicerede regler, siger han.
Derfor er det måske lidt af en overraskelse, at to ud af tre virksomheder, der har indført en aktieoptionsordning, er tilfredse med dem. Det er endnu mere bemærkelsesværdigt, at 85 procent af landets dygtigste it-virksomheder er tilfredse med deres aktieoptionsordninger.
- I tider, hvor det igen ser lyst ud for it-virksomhederne kunne aktieoptioner måske på ny overvejes til ledelsen. På den anden side kan man nå nogenlunde det samme ved en fornuftig bonusordning, siger partner Kim Gerner fra Deloitte.
OriginalModTime: 05-10-2006 13:52:02