Dansk udvikler viser vej til web 2.0

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 22. september 2006.


Med korttjenesten findvej.dk viser en dansk udvikler vejen for, hvordan livet bliver nemmere for brugerne af web 2.0.

Mens store kommercielle webudbydere er år bagud i måden at tænke opbygning af internetsider på, rammer en selvstændig webudvikler med enmandsfirma i det indre København plet på hypekurven.
Med sitet findvej.dk/smiley viser Peter Brodersen som en af de få danskere vejen for, hvordan web 2.0, enkelhed og brugervenlighed kan forenes til muligheder for nye webtjenester, der kan gøre hverdagen nemmere for brugerne på internettet.

Findvej.dk/smiley er et såkaldt mashup, som bygger på Google Maps åbne API (application programming interface), der giver mulighed for at bruge løs af it-gigantens kort og satellitfotoarkiv.
- Der er ikke nogen magi i det. Det er noget, som alle kan lave. Jeg har ikke brugt nogen hemmelige produkter eller løsninger, fortæller Peter Brodersen om siden.
På hjemmesiden bliver kortet blandet sammen med gratis adressedata fra Kort og Matrikelstyrelsen og åbne opdaterede data fra Fødevarestyrelsens smiley-ordning. På den måde gør siden det muligt for sultne danskere hurtigt at overskue, hvor aftensmaden skal spises og især hvilke restauranter der skal undgås netop i dag på grund af sure smileys og dårlig hygiejne.
Ved hjælp af sammenbindingen af allerede tilgængelige data har Peter Brodersen skabt et eksempel på en helt ny webapplikation, hvor ideen er at tage udgangspunkt i brugerens geografiske placering og fremlægge oplysninger ud fra data, som geografisk relaterer sig til et bestemt område.
- Det er en intuitiv måde at navigere på og en anden måde at få præsenteret data på, fordi vi lever i en kultur, som er vant til at afkode kort, siger Søren Mørk Petersen, som er ph.d.-studerende i social software ved IT-Universitetet
Og mulighederne for at kombinere forskellige data til nye webapplikationer eller mash-ups kan faktisk bruges til noget fornuftigt. Udviklingen har allerede i flere år været på vej imod netop denne type løsninger.
Alligevel er der ifølge Søren Mørk Petersen ikke ret mange danske eksempler på mashups, som eksempelvis kobler offentlige data sammen med Google Maps.
- Internationalt har det virkelig taget fart i løbet af de seneste par år, og det skyldes, at firmaerne er begyndt at åbne deres API'er for at få folk til at sidde og udvikle applikationer til deres services, siger Søren Mørk Petersen.
Eksempelvis har det nu
Yahoo-ejede Flickr tidligere tilbudt brugerne at søge efter fotos ved hjælp af kort, mens Google Maps bliver brugt til et væld af kort-mashups, som eksempelvis det danske findvej.dk
- Når en masse folk sidder og laver applikationer til Googles kortdata, og de applikationer faktisk bliver populære, så stiger firmaets popularitet enormt, siger Søren Mørk Petersen.
På den måde undgår Google og andre også selv at skulle finde ud af, hvad "the next big thing" er. I stedet får man et helt community af specialister og frivillige eksperter til at udvikle mulige måder at bruge kortdata på. Men det betyder ikke, at firmaerne nødvendigvis bliver ved med at forære deres data væk gratis.

En mulig forretningsmodel for åbne API'er er, at selskaberne begynder at tage penge for deres data, hvis en udvikler laver en populær kommerciel applikation. Rettighederne til data fra API'er, og hvad de må bruges til, varierer meget fra firma til firma, fortæller Søren Mørk Petersen.
Peter Brodersens smiley-
side er et eksempel på, hvad et Google mashup kan bruges til. I stedet for de sure eller glade ansigter kan kortet ligeså godt vise, hvor den nærmeste forretning i en kioskkæde ligger. Eller ved hjælp af GPS-informationer fortælle hvor bussen er på sin rute netop nu.
Muligheden for sammenblanding af data giver næsten uanede muligheder, hvis bare dataene er tilgængelige. Smiley-siden bygger på findvej.dk, som i forvejen har været tilgængelig et stykke tid. Derfor behøvede Peter Brodersen ikke starte helt forfra og kunne lave siden med rekordfart.
- Smiley-tingen har jeg vel brugt omkring tre arbejdsdage på at lave, siger Peter Brodersen.

Ideen til siden kom egentlig, fordi Peter Brodersen syntes, at det er for besværligt at lede efter et bageri i indre København på nettet. Sædvanligvis giver korttjenesterne kun mulighed for at søge ud fra et postnummer eller en kendt adresse. Og med mange postnumre som kun dækker en enkelt gade, bliver det hurtigt uoverskueligt at huske et postnummer, når man skal finde en hurtig basse til kaffen.
Derfor udtænkte han en måde, som gør det muligt at afgrænse data blot ved at flytte rundt på et kort.
- Jeg vil ikke negligere de andre korttjenester, for de er jo bare bygget som man altid har gjort. Men i det her tilfælde mener jeg, at det her er en bedre løsning, siger Peter Brodersen.
Han har selv savnet muligheden for at kunne sende links til en adresse på et kort til sine venner. Derfor har han sørget for at lave de URL'er, som brugeren ser, pæne og korte på findvej.dk.
Hvis man skal sende et link i en e-mail går det nemlig ofte galt, hvis linket er alt for langt. Så kan det knække og være besværligt at sætte sammen igen. Derfor er det nødvendigt at gøre linkene kortere, mener Peter Brodersen.

Meget udvikling tager udgangspunkt i, at der skal være et forhold mellem filerne på serveren og den adresse, der skal indtastes. Det er sådan set fint nok, men langt hen ad vejen er det unødvendigt for brugeren at vide, hvad filen hedder, fortæller han.
- Det er jo irrelevant for dig, om siden hedder noget med index.asp eller index.php, siger Peter Brodersen.
Imidlertid har alle webservere mulighed for at omskrive URL'er, så serveren ikke viser de enorme links med flere hundrede tegn i adresselinien. Men desværre er det ikke ret mange udviklere, som benytter funktionen, fortæller Peter Brodersen.
Og det er en skam, mener han. Når linket til et kortudsnit er til at overskue, giver det flere muligheder for brugerne i hverdagen.
- Så bliver det muligt at læse et link op i telefonen eller at trykke det på en folder, siger Peter Brodersen.
Peter Brodersen har flere funktioner på tegnebrættet til findvej.dk. Derfor har han skrevet til en række organisationer og myndigheder for at få adgang til interessante data. Han mener, at det er vigtigt at fremlægge offentlige data, så alle får mulighed for at overskue dem på en bedre måde.
Derfor arbejder han i øjeblikket også på en internet-
side, hvor han med data indsamlet af Center for Analytisk Journalistik (Dicar) viser, hvad de enkelte forfattere får udbetalt i biblioteksafgift fra bibliotekerne. Informationerne kædes sammen med informationer fra Wikipedia, hvilket skal give brugerne mulighed for at lære mere om forfatterne.
- Det, som er gennemgående for projekterne, er at finde data, som er tilgængelige på nettet, og se om de kan fremlægges på en visuelt bedre måde, siger Peter Brodersen.

findvej.dk/smiley

findvej.dk

blog.findvej.dk/korruption.dk

Faktaboks:
findvej.dk/smiley
Findvej.dk kører på en almindelig Linux-server, som bliver drevet ude i byen. Trafikmæssigt trækker siden ikke ret meget, fordi al grafikken kommer fra Googles servere. Derfor returnerer et almindeligt opslag på smileysiden kun et par kilobyte data til brugeren i en XML-fil.

Sammenlignet med traditionelle korttjenester er der tale om utrolig få data, som skal sendes fra serveren til klienten. Derfor vil en kortservice hos eksempelvis et lille vognmandsfirma, som vil vise frie taxiers placering i byen, faktisk kunne fungere selv med en lille internetforbindelse og uden at placere serveren i en stor og dyr serverpark.

Smileysiden er teknisk bygget op omkring en MySQL-database, som indeholder omkring to millioner adressepunkter fra Kort og Matrikelstyrelsen.

Serveren bliver løbende fodret med opdaterede data om 40- 50.000 smileyer fra Fødevarestyrelsen, som hentes i et regneark. Efter lidt forarbejdning kan dataene konverteres til koordinater, der kan sættes ind på kortet ved hjælp af indbyggede geometrifunktioner i databasen. Det er også denne funktion, som gør det muligt at hente informationer om et bestemt område.

Billedtekst: sådan Findvej.dk/smiley samler data fra tre databaser i brugerens browser. Adresserne kommer fra Kort- og Matrikelstyrelsen, selve kortet fra Google Maps og smiley' erne stammer fra Fødevarestyrelsen.

OriginalModTime: 21-09-2006 15:04:59




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
TIETOEVRY DENMARK A/S
Udvikler, sælger og implementerer software til ESDH, CRM og portaler. Fokus på detailhandel, bygge- og anlæg, energi og finans.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Dinner Roundtable: Sikre og skalerbare løsninger til den moderne komplekse infrastruktu

Traditionelle IT-sikkerhedsløsninger, såsom VPN'er, er ikke længere tilstrækkelige for de avancerede sikkerhedsbehov og kompleksiteten i moderne virksomheder. Det norske nationale cybersikkerhedscenter anbefaler derfor nu at erstatte SSLVPN/WebVPN-løsninger på grund af sårbarheder.

18. september 2024 | Læs mere


Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

25. september 2024 | Læs mere


NIS2: Indhold, krav og konsekvenser- sidste chance for at blive klar

Vi sætter på denne dag fokus på hvad NIS2-direktivet kommer til at betyde for din organisation. Du et overblik over direktivet og de skærpede krav, så du undgår bøder og sanktionering.

26. september 2024 | Læs mere