Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 15. september 2006.
vækstbarometer Den danske it-branche er i topform efter et år, hvor branchens samlede omsætning steg med 10 procent. Men en voldsom mangel på kvalificeret arbejdskraft truer med at ødelægge festen, inden den rigtig er kommet i gang.
Den danske it-branche nærmer sig dotcom-tidens tocifrede vækstrater. Ifølge revisons- og rådgivningsfirmaet Deloitte forventer 69 procent af de danske it-virksomheder at øge omsætningen med ti procent eller mere i år.
Den danske it-branche har lagt trange tider med nedskæringer, nulvækst, virksomhedslukninger og mismod bag sig. I stedet er branchen i fuld fart tilbage mod rollen som et af dansk erhvervslivs store vækstlokomotiver.
Rådgivnings- og revisionsfirmaet Deloittes årlige IT-Vækstbarometerundersøgelse, der baserer sig på interviews med 280 administrerende direktører i danske it-selskaber, viser, at 69 procent af virksomhederne forventer at øge omsætningen med ti procent eller mere det kommende år.
- Optimismen er ganske enkelt overvældende. Hele 31 procent af it-firmaerne regner sågar med, at omsætningen vokser med mere end 25 procent i det kommende år, siger Kim Gerner, der er ansvarlig for IT-Vækstbarometret samt partner og leder af Deloittes division for teknologi-, medie- og televirksomheder.
Dermed er it-virksomhederne hastigt på vej tilbage mod tidligere tiders vækstrater. I branchens ungdom i 1960'erne voksede it-markedet i gennemsnit med 50 procent om året. I 70'erne, 80'erne og 90'erne lå det årlige vækstniveau på mellem 10 og 25 procent. De vækstrater forsvandt med it-boblens brist omkring årtusindeskiftet, hvorefter mere "almindelige" encifrede vækstrater blev hverdag i it-branchen. Altså lige indtil nu.
Computerworlds Top 100-undersøgelse 2006, der baserer sig på de seneste årsregnskaber fra 324 danske it-selskaber, viser, at it-selskabernes optimisme ikke er grebet ud af den blå luft. It-virksomhederne i undersøgelsen har øget omsætningen med ti procent i forhold til forrige år. En vækstrate, som kommer lidt bag på direktøren for brancheforeningen IT-Branchen Jakob Lyngsø.
- Det er positivt, men også overraskende. Det er noget mere, end vi havde forventet, siger Jakob Lyngsø.
Han henviser til den seneste kvartalsanalyse fra IT-Branchen og analysehuset IDC, der viser, at væksten i it-branchen er ved at flade lidt ud og i 2006 og forventes at lande på 5,8 procent.
Det skyldes blandt andet en afmatning på outsourcing-markedet og lavere vækstrater på hardware-markedet. Set i lidt støre perspektiv ligger Danmark og Norden ifølge IDC og IT-Branchen på pæne væksttal. De er en smule under den globale it-vækst, som for 2006 ventes at være på syv procent. Og et stort stykke under væksten i Central- og Østeuropa, som buldrer derudaf med en vækstrate på hele 15,5 procent.
- Det er vigtigt, at vi ikke kommer i jubelhumør for tidligt. Den danske it-branche står over for en lang række udfordringer, der desværre kan være med til at svække væksten. Hvis vi ikke lykkes med at få uddannet flere it-folk i en fart, så har jeg svært ved at se, at det bliver muligt at nå de høje vækstmål, siger Jakob Lyngsø.
Deloittes IT-Vækstbarometer viser da også, at mangel på kvalificerede medarbejdere bliver opfattet som en af it-branchens helt store udfordringer i dag. Men altså ikke så stor, at det bremser vækstoptimismen.
Troen på markedsopsvinget er enormt hos it-virksomhederne, og den får endnu mere næring af, at både omsætning og indtjening for første gang i IT-Vækstbarometrets seksårige historie i år lever op til forventningerne. Langt de fleste it-firmaer regnede med en stigning i både omsætning og indtjening sidste år. Og de fik ret: Rent faktisk steg omsætningen hos 79 procent af it-virksomhederne, mens 66 procent øgede indtjeningen.
- Så høje tal har vi ikke set tidligere, og de viser, at it-virksomhederne for første gang er blevet positivt overraskede over den generelle markedsvæksts indflydelse på forretningen, siger Kim Gerner.
Ydermere er markedsvæksten for første gang i IT-Vækstbarometrets historie blevet højere end virksomhedernes forventninger. I 2005 forventede 32 procent af virksomhederne, at den generelle markedsvækst var den faktor, der ville få størst positiv betydning for virksomheden i år, men det blev hele 47 procent, der kom til at opleve det.
It-branchens gode takter forplanter sig også til de it-virksomheder, der har klaret sig dårligst. Godt nok oplevede de it-selskaber, der har oplevet stagnation eller fald i omsætning, et større fald end forventet, men tallene er stadig de laveste i IT-Vækstbarometrets historie.
- Går man dybere ned i tallene, kan man se, at kun fire procent af it-virksomhederne har oplevet et egentligt fald i omsætningen og otte procent i indtjeningen. Dét er også rekordlavt, siger Kim Gerner.
Han peger på, at særligt softwarebranchen har vind i sejlene. Hele 41 procent af softwarevirksomhederne har øget omsætningen med 25 procent. Samtidig forventer 41 procent af de danske softwareselskaber, at de meget høje vækstrater - 25 procent eller mere -fortsætter i år.
Dermed ligger Deloitte IT-Vækstbarometer på linje med IT-Branchens og IDC's kvartalanalyser, der også peger på softwarebranchen som it-branchens vækstdriver nummer et.
Det er primært leverandører af infrastruktursoftware, der går gode tider i møde. Det vil sige softwarefirmaer med speciale i eksempelvis datalagrings- eller sikkerhedsløsninger. Derudover oplever leverandører af analytisk forretningssoftware - i særdeleshed business intelligence - stor vækst.
I Computerworlds årlige Top 100-undersøgelse af den danske it-branche er selskaber fra telesektoren det andet markante lyspunkt udover softwareselskaberne. Med en omsætningsfremgang i forhold til året før på 12 procent ser det ud til, at tele- og internetselskaberne har lagt afstand til den krise, der ramte den i 2001.
- Det var også på tide, og det er dejligt at bøtten er ved at vende i kølvandet på den konsolideringsbølge, der har præget den danske telebranche, siger Ib Tolstrup, direktør i brancheforeningen Telekommunikationsindustrien.
Konsolideringsbølgen - der bl.a. førte til Telias opkøb af Orange - var også påkrævet i en overbefolket branche, hvor fusionsselskaberne i dag høs-ter frugterne af de stordriftsfordele, som opkøbene er resulteret i.
- Derudover er telebranchen jo også påvirket af det generelle økonomiske opsving, den danske økonomi oplever i øjeblikket, siger Ib Tolstrup.
Han peger bl.a. på, at mobilbranchen er inde i en positiv udvikling, hvor priserne godt nok falder, men omsætningen alligevel stiger. Ganske enkelt fordi danskerne taler, SMS'er og bruger flere datatjenester på mobilen end tidligere. Derudover smitter en stigende interesse i nye tjenester - både mobile (3G) og IP-tjenester - af.
- Det eneste, der kan true den positive udvikling i øjeblikket, er hvis myndighederne ikke formår at skabe stabilitet i reguleringen af telemarkedet. Hvis det lykkedes, så er jeg sikker på, at de høje vækstrater fortsætter fremover, siger Ib Tolstrup.
Faktaboks:
Deloitte IT-vækstbarometer 2006
Revisions- og rådgivningsfirmaet Deloitte har over sommeren spurgt 280 administrerende direktører fra danske it-virksomheder om deres og branchens strategiske udfordringer, planer og ambitioner.
IT-Vækstbarometeret indeholder resultaterne af den meget omfattende undersøgelse og Deloittes kommentarer til den.
IT-vækstbarometeret er blevet udarbejdet i seks år og giver derfor mulighed for at se udviklingen over en årrække frem for blot at give et øjebliksbillede. En række resultater fra årets IT-Vækstbarometer bliver præsenteret i Computerworld Top 100-konferencen 27. september og i Top 100-magasinet, der følger med avisen fredag 29. september.
Computerworld Top 100 2006
Computerworlds Top 100-undersøgelse er baseret på de seneste regnskabstal fra 324 danske it-selskaber. Analysen danner grundlag for kåringer af landets dygtigste it-virksomheder i 13 branchekategorier, heriblandt årets dygtigste konsulenthus, forhandler og tele- og internetselskab.
Resultatet af årets undersøgelse offentliggøres på Top 100-konferencen, der løber af stablen 27. september og i Top 100-magasinet, der udkommer sammen med Computerworld 29. september.
It-selskaber tøver med skriftlige vækstplaner
Næsten fire ud af ti it-virksomheder har på trods af de store vækstforventninger ifølge IT-Vækstbarometret ikke en decideret skriftlig vækstplan. Det får revisions- og rådgivningsvirksomheden Deloitte
til at råbe vagt i gevær.
- Det kan være farligt ikke at følge en skriftlig vækstplan. Blandt
de virksomheder, der følger en sådan, siger 84 procent at den har hjulpet med at styre virksomhedens vækst, siger Kim Gerner,
Deloitte.
Han fremhæver, at det specielt de næste par år, hvor det blandt andet på grund af medarbejdermangel kan blive nødvendigt at prioritere opgaverne endnu nøjere end tidligere, vil være en rigtig god idé at følge en konkret vækstplan.
OriginalModTime: 14-09-2006 13:27:06